Bankerne drev værket

AKTIER Endnu en gang var det købstilbud og overtagelsesforsøg, som satte dagsordenen.

Nyt udspil i budkrigen på den hollandske bank ABN AMRO samt forsøg på konsolideringer i den tyske finanssektor pustede liv i købelysten på flere europæiske aktiebørser under mandagens handel. Men anstrengelserne formåede i de fleste tilfælde kun at holde de ledende indeks oven vande, for bekymringerne over krisetegnene i det sekundære amerikanske lånemarked havde fortsat en fremtrædende placering i investorernes bevidsthed.

Den britiske bankkoncern Barclays valgte mandag at forhøje sit tilbud på ABN AMRO til 67,5 mia. euro mod tidligere 65,0 mia. euro, hvilket dog stadig er lavere end buddet på 71 mia. euro, der er fremsat af et konsortium under ledelse af Royal Bank of Scotland. Selv om Barclays' bud stadig ligger under tilbuddet fra Royal Bank of Scotland, er der en klar idé med udspillet, der af flere analytikere betegnes som snedigt.



Lokker med kontanter
Det nye tilbud består nemlig ikke kun af aktier, for Barclays er parat til at smide 24,8 mia. euro kontant på bordet og resten i aktier. Manøvren går ud på at lokke med kontanter, samtidig med at der satses på, at kursen på Barclays aktier stiger så meget, at det indsnævrer forskellen op til de 71 mia. euro, som er budt af det konkurrerende konsortium. Og så har Barclays med overtagelsestilbuddet på 67,5 mia. euro sendt et signal om, at man ikke påtænker at kaste sig ud i en ødelæggende budkrig på ABN AMRO i Holland.

Mange investorer mener, at det er af vital betydning for Barclays at få fingrene i den hollandske bank, og derfor honorerede de mandagens udspil ved at handle Barclays-aktien op. Det passede sikkert godt ind i ledelsens kram, fordi mandagens kursstigning på Barclays-aktien gjorde tilbuddet til aktionærerne i den hollandske bank mere værd.

I Frankfurt skete der ligeledes ting og sager inden for en af investorernes foretrukne sysler - jagten på aktier i selskaber, der står over for at blive overtaget. Den tyske finanskoncern Hypo Real Estate overraskede stort set samtlige markedsdeltagere med fremsættelsen af et købstilbud på Depfa Bank til en værdi af 5,7 mia. euro. Det købstilbud havde investorerne ikke forudset, så efterfølgende fik mange travlt med at få fyldt Depfa Bank-aktier i deres porteføljer, hvilket gav kursen et løft af de sjældne. Ud på eftermiddagen var kursen på Depfa Bank steget 12 pct.



Ublid medfart
Det forhøjede tilbud fra Barclays og tilnærmelsen fra Hypo Real Estate virkede som katalysator på investorernes interesse for aktier i den finansielle sektor, men langt fra alle papirerne i finansbranchen gik ud af mandagens handel som vindere. Således fik en af de primære aktører en ublid medfart, for sidst på eftermiddagen lå Hypo Real Estate til et fald på 6,5 pct.

Krisetegnene i det sekundære amerikanske lånemarked var på ingen måde glemt i mandagens finansielle markeder, for investorerne har fortsat svært ved at overskue konsekvenserne af problemerne. I sidste uge gav centralbankchef Ben Bernanke udtryk for, at tabene i forbindelse med de risikofyldte låneengagementer kunne stige til 100 mia. dollars, og en økonomisk lussing af det omfang kan få en gennemslagskraft, som efterlader økonomien med blå mærker.



Dollaren mistede appeal
Den risiko synes også mandag at stimulere investorernes efterspørgsel efter de mere sikre statsobligationer, hvorimod dollaren ikke blev levnet mange chancer for at rejse sig efter den seneste nedtur. Den amerikanske valuta har mistet en del af sin appeal i kølvandet på krisen i det sekundære lånemarked i USA, og under de nuværende konditioner er der intet, som peger i retning af et hurtigt, holdbart comeback.

Centralbanken i Washington vil uden tvivl afholde sig fra rentestramninger, så længe krisen i lånesektoren hærger, og måske bliver Federal Reserve nødt til at lempe pengepolitikken for at dæmme op for skaderne, så i øjeblikket kniber det med udsigten til højere forrentning af midler placeret i dollars.

Problemerne på det sekundære lånemarked har endvidere fået adskillige internationale investorer til at holde lidt igen, når det gælder en række investeringsobjekter i USA. Dermed reduceres efterspørgslen efter dollars til brug ved afregningen af de købte aktiver, hvilket igen er med til at holde kursen på den amerikanske valuta nede.

claus.greve@jp.dk

Læs også