Fyringer på vej

Omkring 850 ansatte på Scandlines lokale ruter kan godt begynde at se sig om efter nyt arbejde. Ifølge Morten Bach fra Sømændenes Forbund vil de nye ejere, der netop har købt rederiet, i 2010 skifte det danske flag ud med et lettisk eller litauisk, skriver Lolland-Falsters Folketidende. I 2010 udløber aftalen med de ansatte på de lokale ruter, og de skal ikke håbe på en forlængelse af kontrakten, vurderer Morten Bach.

»Man har solgt Scandlines til internationale investeringsfonde. Og de holder næppe en profil, hvor man vil have danske ansatte. Det er sådan de agerer. De skifter flag for at spare penge. Det er vores erfaring, og det betyder, at de mange danskere kan vinke farvel til jobbet,« siger han.

Morten Bach langer også ud efter det danske transportministerium og Deutsche Bundesbahn, der netop har solgt Scandlines. Inden salget blev sikkerheden forringet på færgerne, så rederiet kom til at virke som et endnu bedre tilbud.

»Man har gjort klar til, at eventuelle nye ejere kan køre med lav besætning,« siger han.

Scandlines blev solgt til Allianz Capital Partners, 3i og Deutsche Seereederei i slutningen af juni.

/ritzau/

Læs også