Rejser i regnpanik

Den triste sommer sætter gang i danskernes rejselyst. Salget af charterture hos Apollo Rejser slår alle rekorder i de to første uger af august med 90 pct. solgte rejser, og salget af efterårs- og vinterferier har også taget fart.

»Hvad gælder skolernes efterårsferie i uge 42, er 60 pct. af vores charterrejser solgt. Det svarer til, at omkring 1.800 rejser er solgt af de 3.000, vi har på hylderne. Men også billedet for vintersalget er eksplosivt allerede nu. 35 pct. af vores vinterrejser er solgt på nuværende tidspunkt mod 25 pct. på dette tidspunkt sidste år,« siger administrerende direktør Jan Lockhart hos Apollo Rejser i en pressemeddelelse.

De fleste rejsende søger mod Middelhavet i efterårsferien, mens Thailand og De Kanariske Øer er populære vinterdestinationer.

/ritzau/

Læs også