Bagagen mistet

Mange flypassagerer må spejde forgæves efter deres kuffert på transportbåndet i lufthavnen på feriedestinationen. Forsikringsselskaber melder om en stigning i antallet af forsinkede og forsvundne kufferter.

»Jeg ved ikke, hvad det er for en trold, der står i lufthavnen og spiser kufferterne. Det er ikke bare en stigning i takt med vores omsætning - men en klar procentuel stigning i antallet af skader,« siger Eric Erichsen, skadechef hos Topdanmark.

Her udbetaler man stadigt flere erstatninger for forsinkede kufferter. Fra 2003 til 2004 steg antallet 50 pct., 20 pct. fra 2004 til 2005 og endelig var der 35 pct. flere forsinkede kufferter fra 2005 til 2006.

Tendensen er den samme for kufferter, der aldrig dukker op, og bekræftes af Codan.

Der er ingen samlet danske opgørelse, men i Norge forklares stigningen med kapacitetsproblemer hos lufthavnene, tekniske fejl hos flyselskaberne og generelt flere rejsende.



/ritzau/

Læs også