En p-plads i New York koster mere end et hus

Gratis parkeringspladser er ikke just et udbredt fænomen i USA's større byer. På Manhattan koster en fast plads til bilen nu mere end den gennemsnitlige pris på en hus i USA.

Ifølge CNN Money koster en fast parkeringsplads på Mantattan i New York i øjeblikket op til 225.000 dollars (1,21 mio. kr.) om året.

Det gør den mulige udgift til parkering større end gennemsnitsprisen på et hus eller en lejlighed i USA.

Ifølge de seneste tal fra ejendomsmæglerorganisationen National Association of Realtors er den gennemsnitlige salgspris på et amerikansk hjem således 223.700 dollars (1,20 mio. kr.). Ejendomsmægleren Tom Postillo oplyser til CNN Money, at syv-otte personer er skrevet på venteliste om at få en p-plads i forbindelse med en beboelsesejendom på West 17th Street, og at prisen her er 225.000 dollars pr. stk.

Prisen stiger
I øjeblikket behandler myndighederne en forespørgsel om at opføre endnu fire parkeringspladser på stedet, og ejendomsmægleren forventer, at disse bliver endnu dyrere.

En af årsagerne til de eskalerende parkeringspriser i New York er byens regler omkring opførelsen af nye boligblokke, hvortil det kun er tilladt at udbyde parkeringspladser til en femtedel af lejlighederne.

Skyhøje priser
The New York Times kan fortælle, at en parkeringsplads på Manhattan i gennemsnit koster 165.019 dollars (887.654 kr.) om året, hvilket svarer til 1.100 dollars (5.917 kr.) pr. kvm. og i visse tilfælde mere end kvadratmeterprisen på boligen.

Manhattan er dog ikke det eneste sted i New York, hvor en parkeringsplads kræver et særdeles dybt greb i lommen.

Således ligger priserne i Brooklyn, Queens, Bronx og Harlem omkring 50.000 dollars (268.955 kr.).

Også i Boston og Chicago er priserne skyhøje, mens udgiften til en p-plads i Los Angeles og Dallas i de fleste tilfælde er inkluderet i boligprisen.

erhverv@jp.dk

Læs også