Rejseselskaber på anden klasse

FERIEREJSER Den senere tids fokus på unges drukrejser har kastet lys over rejsebranchens mørke sider.

Dødsfald, voldtægter, sexchikane, overfald og fulde guider. For mange unge danskere er det blot nogle af de ubehagelige ferieminder, de har med sig i håndbagagen, når de vel hjemme i Danmark igen bliver hentet af mor og far i lufthavnen.

For ofte er de unge plaget af mere end almindelige tømmermænd efter en uges fest med ungdomsrejsearrangørerne.

Men de rystende rejseoplevelser har i den seneste tid også været beskrevet massivt i de danske medier. Det lys, der dermed er blevet rettet mod bureauerne, afslører såvel nye som gamle forhold, som flere finder anledning til at kritisere stærkt.

Det lader da også til, at ungdomsrejsebureauerne lever en skyggetilværelse i branchen. De er kun sporadisk repræsenteret i rejseindustriens brancheorganisationer, og nøglepersoner i det, man kunne kalde den mere etablerede rejsebranche, gør da også, hvad de kan, for at tage afstand fra ungdomsbureauernes forretningskoncepter, markedsføringsstrategier og ikke mindst etik.

Svært at kontrollere
»Det er meget bevidst, at vi ikke tilbyder den slags rejser. Vi er en professionel rejsearrangør, og vi har et ansvar for det, vi gør, og vi mener ikke, vi kan kontrollere den slags arrangementer,« siger Jan Vendelbo der er salgsdirektør i MyTravel og formand for Foreningen af Rejsearrangører i Danmark.

Men så må det vel være lige så svært at kontrollere for ungdomsrejsebureauerne?

»Ja, det er det,« konstaterer han.

Flere af ungdomsrejsearrangørerne adskiller da sig på flere måder fra de store spillere i branchen.

Et eksempel er den største spiller på ungdomsmarkedet, Ung Rejs.

Det har John Tobiesen som stifter, og han var selv mindreårig, da han kunne sende de første gæster af sted til en ugelang cocktail af en bytur med diskokugler og drinks som vigtige ingredienser.

Efter en ferietur væddede han med sin skolekæreste om, hvorvidt han kunne starte sig eget rejsebureau. Kæresten tabte, for i en alder af 17 år blev han den anden af barndomsbyen Tjæreborgs rejsekonger. John Tobiesen er nu direktør for selskabet Travel Booking, der står bag såvel Ung Rejs som Viby Ungdomsrejser.

Da John Tobiesen startede, var pakkerejser for tørstige unge et spritnyt koncept, og i branchen høster han anerkendelse for sin innovative tankegang.

Som noget af det første afskaffede John Tobiesen de obligatoriske flyvefisk på flyselskabernes menu og krævede dem erstattet af burger, pommes frites og øl. Hvis gæsterne fik lyst til en dans igennem flyet, skulle det også være tilladt.

Ny markedsføringslov


»Det er det, de unge vil have,« siger John Tobiesen om sit forretningskoncept. Et koncept, der bl.a. også indebærer, at rejsebureauet lægger film af sine berusede gæster på internettet. Det er en sag, som Forbrugerombudsmanden nu er gået ind i, da flere eksperter har peget på, at det er i strid med markedsføringsloven.

I 2001 have den daværende forbrugerombudsmand også selskabet i kikkerten, efter at forældre havde klaget over, at alkohol og fester var en del af Ung Rejs markedsføring. Sagen fra dengang var medvirkende til, at Danmark sidste år fik en ny markedsføringslov, der har til hensigt at beskytte børn og unge yderligere.

»Vore gæster er vilde med filmene. Det er helt hen i hegnet at påstå, at de skulle være ulovlige, men hver gang vi bliver kritiseret for noget, går vil tilbage og ser, om der var noget vi kunne have gjort anderledes,« siger John Tobiesen.

Når glansen går af festen
Men flere gange er glansen gået af den ellers evige fest.

I 2003 blev Viby Ungdomsrejser kritiseret for i et døgn at have efterladt en 18-årig gæst med kraniebrud, dobbelt kæbebrud og væskeansamlinger i hovedet på et spansk hospital.

I 2004 forulykkede en bus med Ung Rejs' gæster ved den sydtyske by Euskirchen uden for Köln. To blev dræbt, og 24 blev kvæstet. En nærmest grådkvalt John Tobiesen måtte på direkte tv svare på en stærk kritik, der rejstes af forældre.

I sidste uge døde så en 17-årig ung mand, mens han deltog i en pubcrawl arrangeret af Dansk Ungdomsferie. Det har affødt tvivl om bl.a. selskabets alkoholpolitik for deres guider.

Den ældste udbyder af særlige rejser for unge i Danmark er Viby Ungdomsrejser. Skolelærerne Henning Sørensen og John Møller startede i 1980 med at arrangere særlige rejser for ungdommen.

Selskabet var også blandt lærer respekteret for at tage særligt hånd om de unges behov. Men da de første historier om unge på drukferie begyndte at komme, blev selskabets stiftere kritiseret for, hvad kritikerne kaldte dobbeltmoral, når man både ville tage pædagogiske hensyn og tjene penge på bl.a. planlagte fester.

Især de alkoholpolitiske foreninger har gennem årene været hårde i deres kritik.

Økonomien i drukturisme er lige så svingende som chancerne for at score en ordentlig gevinst på dansegulvet i Lloret de Mar. Regnskaberne fra de fire største bureauer er for en stor dels vedkommende studier i tal så røde som øjnene på en 18-årig feriegæst omkring midnat.

Men efter alt at dømme har ungdomsrejsebureauerne samme egenskab som deres gæster. Enhver tømmermandsramt teenager er op ad dagen i stand til at rejse sig igen og feste videre, som om intet var hændt.

morten.nystrup@jp.dk


..

Læs også