Islandsk bank i fart

Islændingene bag FIH Erhvervsbank har fuld fart på indtjeningen. Kaupthing Bank præsenterede onsdag et halvårsregnskab med et overskud på 4,2 mia. kr., hvilket er en fremgang på 44 pct. i forhold til første halvår 2006.

»Alle bankens større enheder har leveret stærke resultater. Den kraftige vækst i gebyr og provisionsindtægter og nettorenteindtægter var centralt i andet kvartal,« udtaler Kaupthings adm. direktør, Hreidar Már Sigurdsson. Islændingenes danske datterselskab, FIH Erhvervsbank, kunne onsdag også tale om vækst i overskuddet. Første halvår 2007 gav et overskud på 644 mio. kr., og det var en stigning på 68 mio. kr. FIH Erhvervsbank opjusterer forventningerne til årets overskud for 2007 med 200 mio. kr. til 1,2 mia. kr.

/ritzau/

Læs også