Dødsikker investering

Det måtte jo komme: Døden som investering. Døden som børsnoteret værdipapir. Her snakker vi ikke om risikovillig kapital. Dette er verdens mest dødsikre investering.

Risikoen er nul. Det er alt sammen kun et spørgsmål om tid.

Det er det amerikanske finansmagasin BusinessWeek, der fortæller om den seneste friske trend på Wall Street.

Konceptet er sådan set ganske enkelt.

Når man er gammel nok, veksler man sin livsforsikring til kapital, som man selv kan fyre af fra rullestolen her og nu. Typisk skal man være over 70 år, før det er rigtig interessant for potentielle investorer. Det fremmer næppe sagen, hvis man er alt for veltrimmet og sporty. Det kan heller ikke udelukkes, at kursen vil blive mærkbart bedre, hvis man optræder en anelse mere svagelig, end tilfældet egentlig er.

I hvert fald finder man en mægler i branchen. Der er masser af specialister på det felt. Afhængig af hvordan han vurderer ens holdbarhed på kort og langt sigt, får man udbetalt en vis procentdel af policen og overdrager alle rettigheder og pligter til ham. Mægleren tager sig fremover af alle løbende udgifter, men får til gengæld hele livsforsikringen, når dommens dag er inde.

Det er sådan set bare almindelig forretning. Det kunne såmænd være arvingerne, der stod for det arrangement til alles fælles bedste.

Værdipapiret kommer ind i billedet, når mægleren sælger policen videre til en bank eller en investeringsfond med speciale i den type papirer. De gemmer policerne, og når der er samlet tilstrækkeligt mange - typiske et par hundrede - er der basis for at udstede en obligation med livsforsikringspolicerne som underliggende aktiv.

Det er ikke meget anderledes end en almindelig kreditforeningsobligation. Forskellen er, at de underliggende aktiver er henholdsvis ejendomme og døde mennesker.

Produktet kan være særdeles attraktivt. Det er formentlig det eneste 100 procent sikre produkt på de internationale finansmarkeder. Et guldrandet papir, der hverken påvirkes af uro på aktiemarkedet, faldende råvarepriser eller olieprisernes himmelflugt. Tværtimod vil der være et vist potentiale for stærke kursstigninger ved udsigt til en forbipasserende epidemi eller stærkt stigende hospitalsudgifter.

***

I 1990'ernes Japan havde man noget lignende. Gældstyngede skyldnere kunne få et lån eller henstand med gælden ved at tegne en livsforsikring som tilgodeså långiveren. Kunne gælden ikke betales indenfor de aftalte frister, var det skyldnerens personlige ansvar at opfylde kriterierne for, at livsforsikringen kunne komme til udbetaling. Men mennesket er et skrøbeligt væsen. En del forsøgte at løbe fra den del af aftalen, hvorfor personer med penge til gode hjalp den gældsatte med at opfylde forpligtelserne.

Det er måske det, man på fremtidens papirmarkeder vil opfatte som kurspleje eller insiderhandel.

En obligation, der er mere sikker end amerikanske statsobligationer, er typisk et produkt, som fonde, pensionskasser og ikke mindst livsforsikringsselskaber efterstræber som en sikker ballast i porteføljen. Klippefaste investeringer som man kan regne med bare betaler, hvad de lover år ud og år ind.

Dead bonds - dødsobligationer - som de kaldes, giver typisk en fast rente på 8 pct. i hele deres levetid.

Et godt gammelt mundheld siger, at det eneste sikre her i livet er døden og skatterne. Det vil formentlig kun være et spørgsmål om tid, før finanstroldmændene også får skabt et marked for stensikre obligationer med folks skattegæld som underliggende aktiv.

Under alle omstændigheder afspejler dødsobligationen, at den internationale finansverden har fundet et nyt kundegrundlag i det grå guld. Fremover hedder det ikke til døden os skiller, men til døden fører os sammen.

janlund@tkc.att.ne.jp

Læs også