Han har ansatte af 17 nationaliteter

Det er på få måneder lykkedes den amerikanske medicinkoncern Biogen-Idec at finde 120 kvalificerede nye medarbejdere. Mange af dem er irakere, iranere, palæstinensere og andre, som de fleste virksomheder ikke finder ideelle.

Den amerikanske medicin- og biotekkoncern Biogen-Idec troede, det ville være noget nær umuligt at finde 270 nye medarbejdere til den højteknologiske arbejdsplads i Hillerød. Men nu er de 200 stillinger besat, fordi direktøren har taget de nationaliteter, som andre arbejdspladser tilsyneladende ikke vil have.

»Vi diskuterer meget, hvordan vi får den rigtige arbejdskraft ind i Danmark, men også hvordan vi får fat i de mange nationaliteter, som allerede er i Danmark, men som har færdigheder, de ikke får lov at bruge i deres arbejde. Nu har vi ansatte af 17 nationaliteter på stedet. Vi stræber efter forskellighed,« siger Paul Coleman, irer og adm. direktør for Biogen-Idecs nye danske fabrik i Hillerød nord for København.

»Nogle er irakere, andre montenegrinere, tyrkere, palæstinensere eller kenyanere. Nogle er børn af forældre, der kom hertil i 1970'erne eller 1980'erne, nogle kommer helt udefra og har aldrig boet her før. De har kvalifikationerne, og det, vi så har gjort, er at tilbyde dem et uddannelsesprogram, så de kan tage arbejdet,« siger Paul Coleman.

Værdifuld diversitet
Han er også formand for det amerikanske handelskammer i Danmark, og som sådan har han været ude i medierne og beklage sig over den manglende arbejdskraft.

»Der er også mangel på arbejdskraft. Men det er faktisk gået godt for os. Vi skal have 270 ansatte, inden året er omme, og de 200 stillinger er besat. De fleste er etniske skandinaver, men en femtedel af dem stammer fra alle mulige andre lande og kulturer. Jeg tror, at den form for diversitet er måden at drive en virksomhed på i fremtiden,« siger han.

At det kan være svært at finde den rette arbejdskraft mener Paul Coleman har to forklaringer.

Meget bureaukrati
Den ene er, at det offentlige stiller meget bureaukrati op, som man skal kæmpe sig igennem for at få adgang til arbejdskraften.

Den anden ligger hos arbejdspladserne.

»Der er en arbejdskraftgruppe, som har kvalifikationerne, men som ligger under radaren for beskæftigelse, fordi de har en etnisk baggrund, som ikke vurderes at være ideel. Men med uddannelsesprogrammer kan de sagtens udfylde opgaverne, og de bliver som regel i virksomheden. I Biogen-Idec føler vi stærkt for at ansætte den lokale og forskelligartede arbejdskraft,« siger han.

I Dansk Industri tvivler direktør Poul Scheuer på, at der er virksomheder, som ikke ansætter folk pga. en kultur eller nationalitet.

Alle i arbejde
»Vi er så langt nede i ledighed nu, at alle, der kan tage et arbejde, har et. De, der ikke har et, har andre problemer, det kan være sociale, eller at de ikke er uddannet til det pågældende job,« siger Poul Scheuer.

»Virksomheder generelt stræber efter en forskelligartethed i medarbejderskaren, og generelt er der en overrepræsentation af medarbejdere med anden etnisk herkomst, end der er i samfundet,« siger Poul Scheuer.

lone.andersen@jp.dk

Læs også