Skeletter på parade Skeletter ...

Stadig flere banker realiserer milliardtab på kreditkrisen og nedturen på det amerikanske boligmarked. Det er regnskabets time.

Én for én kommer de frem; de internationale storbanker med skeletterne i skabene og moralske dilemmaer, som selv de dygtigste spindoktorer ikke længere kan sælge som succeser.

Senest har den gamle diligencebank Wells Fargo & Company måttet meddele, at regnskabet for indeværende kvartal vil rumme tab på 1,4 mia. dollars fra nødlidende boliglån.

Dagen før var det verdens største bank målt på markedsværdi, Hongkong and Shanghai Banking Corporation (HSBC), der besluttede at flytte værdipapirer for 45 mia. dollars med sikkerhed i fast ejendom i USA ind på kassebøgerne.

Denne anselige portefølje har hidtil været ejet af de to selvejende investeringsselskaber Cullinan Finance Ltd. og Asscher Finance Ltd., der på grund af kreditkrisen ikke længere kan skaffe finansiering. De to selskaber er etableret af HSBC som såkaldte Structured Investment Vehicles (SIV), og hvis banken ikke løftede værdipapirporteføljen ind på kassebøgerne, var eneste anden mulighed et brandudsalg af netop de værdipapirer, som kun finansverdenens gribbe vil vide af.

SIV'erne er især skabt for at tiltrække velbeslåede investorer, der har været villige til at løbe en risiko mod et forventeligt højere afkast, og desuden for at sikre bankerne en fortjeneste af de pengestrømme, som SIV'erne har skabt. Foruden investorernes indskud har SIV'erne solgt kortfristede gældsbeviser. Provenuet er blevet anbragt i værdipapirer med et markant højere afkast, end der har skullet betales til køberne af de kortfristede gældsbeviser, og denne trafik har været ganske lukrativ - indtil i sommer.

I foråret stod det for alvor klart for storbankerne, at de kunne risikere at hænge på ansvaret for de SIV'er, som de har skabt, og derfor begyndte bankerne at skrue ned for kreditgivningen, herunder køb af kortfristede gældsbeviser.

Udviklingen bredte sig hastigt, og i begyndelsen af august var det klart for enhver, at en international kreditkrise var en realitet, og at de første ofre inden længe ville melde sig.

I USA var det ikke uventet de boligfinansieringsvirksomheder, der har været mest aktive under opturen på det amerikanske boligmarked, og som ikke selv har rådet over den kapital, der er lånt ud, men som har finansieret udlånsaktiviteterne gennem salg af værdipapirer.

I Europa var de første ofre to tyske Landesbanker, hvis SIV'er, hjemmehørende i Irland, løb tør for penge og måtte have hjælp fra moderbankerne, der imidlertid ikke selv rådede over den nødvendige likviditet, men måtte have hjælp fra Tysklands øvrige landesbanker.

I Storbritannien blev kreditkrisen kendt af enhver, da Northern Rock Plc natten til den 14. september måtte have økonomisk krisehjælp af Bank of England og den britiske stat. Så sent som i foråret tegnede Northern Rock sig for hvert femte boliglån i Storbritannien, men tre fjerdedele af bankens finansiering hidrørte fra udstedelse af kortfristede gældsbeviser og obligationer. Den sidste fjerdedel kom fra indlån.

Det hidtil mest prominente offer har været Citigroup, der målt på balance er USA's største bank- og finanskoncern. På regnskabet for tredje kvartal tog Citigroup en afskrivning på 3,6 mia. dollars, og søndag den 4. november valgte Citigroups ordførende direktør og bestyrelsesformand Charles O. Prince III at gå selv, før bestyrelsen havde sendt ham ud i kulden.

I tirsdags fik Citigroup en kapitalindsprøjtning på 7,5 mia. dollars fra statsejede Abu Dhabi Investment Authority, der til gengæld fik 4,9 pct. i konvertible aktier.

Ret beset kan det undre, at Citigroup er havnet i så store vanskeligheder.

Den 15. september i fjor mødte denne artikels forfatter i forbindelse med årsmøderne i Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) i Singapore William Rhodes, præsident for Citigroups bank, Citibank, og en af de mest respekterede skikkelser i den internationale bankverden.

IMF havde netop præsenteret en relativt optimistisk vurdering af verdensøkonomien i 2007. En vurdering som William Rhodes ikke delte:

»Vi ser en klar afkøling af det amerikanske ejendomsmarked, og det er min vurdering, at denne afkøling bliver hårdere, end bl.a. IMF regner med. En ganske stor portefølje af fem- og syvårige flexlån kommer til fornyelse i 2007. De har i dag de laveste rentesatser, vi har set i efterkrigstidens USA, og der venter en klækkelig renteforhøjelse næste år. Og den kan endda blive større, end man forestiller sig.«

Når dette for mere end ét år siden var opfattelsen hos et så højt placeret medlem af direktionen i Citigroup, kan det undre, at banken ikke reagerede. Ingen kan i hvert fald påstå, at der ikke var klare advarsler om den forestående krise for millioner af amerikanske boligejere.

Om en god måned skal kassen gøres op efter et omtumlet 2007, og det er overvejende sandsynligt, at storbankerne fortsætter med at tage milliardtab på kontoen, da intet tyder på, at den internationale kreditkrise og nedturen på det amerikanske boligmarked er overståede kapitler.

Skeptikere mener endda, at 2008 bliver værre end 2007.

Mange, der ikke følger den internationale økonomiske udvikling tæt, har svært ved at forstå, hvorfor en opbremsning på boligmarkedet i USA, kan sende så dybe chokbølger ud over verden, at det f.eks. den 14. september udløste et stormløb mod Northern Rock Plc. Det første stormløb mod en britisk bank i 140 år.

Uden at bevæge sig ud i den evige diskussion om hønen og ægget, er det historisk lave renteniveau i 2002 og 2003 en væsentlig kilde til forståelse af de aktuelle problemer.

En rente så lav som 1,00 pct. i USA fra den 25. juni 2003 til den 30 juni året efter er ikke just tillokkende for investorer. Omvendt åbner den muligheder for mennesker, der på grund af deres økonomi ellers ikke har haft lettest ved at stifte gæld.

I USA valgte driftige sjæle at kombinere de to.

Familier med en tvivlsom kreditværdighed skulle have mulighed for at realisere drømmen om egen bolig, mens investorerne skulle have mulighed for et noget højere afkast end den sølle 1 pct., der var den officielle rente.

De færreste lande har et system som det danske, hvor stort set al boligfinansiering sker på basis af børsnoterede obligationer, der for investorerne er en gennemsigtig model.

Anderledes i USA, hvor mange finansvirksomheder sørger for boligfinansiering med sikkerhed i fast ejendom.

Disse finansieringsvirksomheder skaffer hovedparten af deres arbejdskapital ved at samle et større antal boliglån og sælge dem videre til investeringsbanker, der så udsteder værdipapirer på basis af disse lån og sælger dem til institutionelle investorer.

Som udgangspunkt er der tale om værdipapirer med sikkerhed i fast ejendom, men investorerne har hverken overblik over kvaliteten af de ejendomme, der er stillet som sikkerhed, eller over den enkelte låntagers betalingsevne. Der er ikke tale om obligationer, og disse værdipapirer handles derfor ikke på et gennemsigtigt marked.

For at kunne sælge disse værdipapirer, er det som oftest nødvendigt med en kreditvurdering fra Standard & Poor's eller Moody's Investors Service. Derfor samles lånene i de tre kategorier, som man anvender i USA: Prime, nearprime og subprime.

Kategori og kreditvurdering er udslaggivende for den risiko, som disse værdipapirer er behæftede med og dermed for den rente, som investorerne forlanger.

Da subprimelån er de mest risikobetonede, har renten været den højeste, og derfor har subprimepapirerne været attraktive at investere i for SIV'er. Hovedparten af de subprimelån, der er blevet udstedt i de senere år, har været til variabel rente og mange med en særlig lav rente i de første år. Når introduktionsperioden er et overstået kapitel, skal renten genfastsættes på samme måde, som det om et par uger sker for titusinder af danske flexlån.

I USA er renten steget fra 1 pct. i 2004 til 5,25 pct. i år. For familier med subprimelån er renten på grund af tabsrisikoen noget højere, og mange har over sommeren oplevet så betragtelige rentestigninger, at de har måtte standse betalingerne.

Konsekvensen er i først omgang nødlidende lån, som de fleste forsøger at finde en løsning på, men for mange familier bliver udgangen en tvangsauktion og jagten på en lejebolig, som de har råd til at betale.

De familier, der har været så heldige at låne penge af banker som Wells Fargo og Citibank, får saneret deres økonomi, hvis det er muligt. Hvis ikke lyder beskeden: Sælg huset og aflevér provenuet til os. Til gengæld lover vi at slå en streg over en eventuel restgæld.

Hundredetusinder af familier er ikke så heldige, da de har lånt penge af boligfinansieringsvirksomheder, der ikke er banker, og derfor ikke har reelle muligheder for at finde mindelige løsninger.

Tvangsauktionerne betyder imidlertid også, at ejere af værdipapirer udstedt med sikkerhed i de ejendomme, der i sin tid blev købt af subprimekunder, har udsigt til at tabe penge.

Nogle serier af subprimepapirer kan vise sig om ikke værdiløse, så meget mindre værd end oprindeligt, hvilket efterlader bankerne bag SIV'erne med et moralsk dilemma.

?Bankerne har skabt SIV'erne og lokket investorerne til med løfter om solide afkast.

?Bankerne har sørget for finansieringen gennem udstedelse af kortfristede gældsbeviser.

?Bankerne har bestemt, hvad SIV'erne skulle investere i.

?Bankerne har, i hvert fald for nogles vedkommende, også stået bag opkøb af subprimelån og udstedelse af de subprimeværdipapirer, som SIV'erne har investeret i.

I dag har bankerne det dobbelte problem, at de har afgivet løfter over for investorer, der har rigeligt råd til advokater og kostbare erstatningssager.

Tillige ved bankerne, at SIV'erne bliver tvunget til et brandudsalg af værdipapirer, da de ikke længere kan refinansiere de kortfristede gældsbeviser, når de udløber.

Derfor må bankerne, som HSBC nu har gjort det, formelt overtage SIV'erne og om nødvendigt tage de tab, der allerede er realiseret. Til gengæld forhindrer de det brandudsalg, der for alvor kan destabilisere pengemarkeder og formentlig udløse en recession.

Nogle vælger måske at tage skeletterne ud af skabene inden årsskiftet, mens andre venter med at gøre det til først i det nye år eller senest, når årsresultatet for 2007 offentliggøres.

De, der lader skeletterne blive i skabene hen over årsskiftet, risikerer alvorlige øretæver fra investorerne.

louiedk@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også