Investering skal udrydde sulten

MyC4 vil have investorer fra hele verden til at investere direkte i afrikanske virksomheder.

Som lille vandsælger i Kampala er der ikke gode muligheder for at få et lån i banken. Det vil et dansk makkerpar lave om på. Fra årsskiftet skal alle kunne investere direkte i små afrikanske iværksættere.

Det skal ske via internetportalen MyC4 - My Care For, som er støttet af Danida. Investorer kan overføre penge direkte fra deres bank til portalen og byde ind på de låneansøgninger, der er. Alt til et projekt eller fordelt i portioner til en række virksomheder. Systemet matcher selv, når lånetilbuddene og virksomhedens lånebehov og mulige rentebetaling når hinanden.

Indskuddet kan være så lavt som nogle få hundrede kroner, og stifternes håb er, at både private investorer, organisationer og virksomheder på sigt vil bruge portalen.

»Selvfølgelig har vandsælgeren i Kampala ikke adgang til internettet, men vi samarbejder med en NGO-organisation med et lille mikrofinansieringsinstitut. De taler med låneansøgerne og vurderer projekterne, inden de bliver lagt ind på portalen. Og den fremgangsmåde vil vi nok også bruge, når vi udbreder portalen til de øvrige afrikanske lande,« siger adm. direktør Mads Kjær fra MyC4.

Fortæller om sig selv
De små virksomheder fortæller om sig selv og deres virksomhed på MyC4s blog, som også skal rumme gode råd, viden, forslag og eventuelle roser og advarsler mod virksomheder, der ikke betaler deres lån tilbage.

Ved årsskiftet skal portalen sendes i luften. Målet er godt 2.000 investorer til den tid. Eller mere præcist 2015 investorer, som er det magiske tal for MyC4, der arbejder på at leve op til FN's 2005-mål om at udrydde den ekstreme sult i verden.

Indskuddene i testfasen er 1.000-2.000 kr. i gennemsnit pr. långiver. Men lånene er også små. Låntagerne er mikrovirksomheder med 1-10 medarbejdere. Så lånebehovet er 1.000 til 20.000 kr. fordelt på 4 eller 30 investorer.

Investorerne skal tage rente af deres lån - mellem 2 og 50 pct. Der er ikke tale om godgørenhed, men om reel forretning. Renten er for tabsrisikoen. Lånene løber 3-12 måneder og betales tilbage i månedlige rater.

MyC4s betaling falder først, hvis lånet opnås med et flat fee på 2 pct., som låntager betaler, og 2 pct. i bidrag fra låntager, når lånet betales tilbage af den afrikanske mikrovirksomhed.

BRANCHENYT
Læs også