Kunsten giver mig et fristed

Kunsten tvinger advokat Leif Djurhuus til at reflektere over samfundet og tilværelsen. Med 1.500 værker har han en af landets største privatsamlinger, som står ham i ca. 10 mio. kr.

Det er ikke, fordi advokat Leif Djurhuus er specielt velhavende. Han kan bare ikke lade være.

Når han ser et kunstværk, som giver ham et kick, er han nødt til at købe det. Sådan et kick har han fået over 1.500 gange, siden han i 1985 købte sit første maleri, og samlet har han brugt i omegnen af 10 mio. kr. på kunst.

»Jeg er så privilegeret, at jeg har råd til det, men jeg giver mig også råd. Jeg kører ikke i en dyr bil, bor ikke i en dyr ejendom, tager ikke på charterferier og har ingen dyre vaner. Jeg sparer da op til pensionen, men ellers bruger jeg mine penge på kunst,« siger Leif Djurhuus.

Og kollegaerne er begyndt at stikke lidt til ham, fordi det måske er på tide at udskifte den grønmetallic BMW 518 fra 1996, som han købte brugt i Den Blå Avis. Leif Djurhuus er immervæk partner i et af landets største advokatfirmaer, Plesner, så en form for anstand er påkrævet.

Men indtil videre har gallerierne altså vundet over bilforhandlerne, når indkomsten skal have ben at gå på.

»Det behøver ikke koste en formue af få et godt kunstværk, hvis bare man køber tids nok. Jeg interesserer mig for samtidskunsten og køber værker af kunstnere, før de bliver kendte. Løbet er kørt, når det gælder danske kunstnere som Tal R, Olafur Eliasson og John Kørner - vel også for mig. Jeg vil hellere bruge mine penge på andre,« siger Leif Djurhuus.

Ser mod udlandet
I begyndelsen var det de unge danske kunstnere, som trak, men nu orienterer Leif Djurhuus sig mest mod udlandet.

»Der er kommet en hype omkring de unge danske kunstnere, for alle vil have ung kunst. Markedet og gallerierne har nok været for aggressive. Der er sket en voldsom prisudvikling i Danmark, og jeg kan finde både bedre og billigere kunstnere i udlandet,« siger Leif Djurhuus, som dog mener, at der er mange fremragende danske kunstnere.

Jobbet som advokat og partner i Plesner tager hovedparten af tiden, men hobbyen kræver også sit.

I september skal Leif Djurhuus til kunstmesse i Forum i København, hvor han også sidder i messeudvalget. Ugen efter går turen til Berlin, mens London kalder i oktober, såfremt kalenderen tillader det, og Torino i november.

»Det er min store passion,« konstaterer Leif Djurhuus.

Men en passion, som er opstået forholdsvis sent i livet.

»Det er ikke medfødt. Jeg kommer fra et hjem uden klaver, er født ved Nørrebros Runddel og opvokset i Brøndbyvester,« siger Leif Djurhuus.

Men i midten af 1980'erne inviterede hans daværende chef de ansatte med til udstilling på Den Frie. Leif Djurhuus tog med mest af høflighed og syntes egentlig, at det var lidt kedeligt. Lige indtil han stødte på en væg med malerier af Sven Dalsgaard. Så var han solgt - og har været det siden.

»Det giver mig et kick at se på god kunst. Det er mit fristed og det sted, hvor jeg kan få et pusterum, netop fordi jeg har et ret konkret og til tider hårdt arbejde med klare kendsgerninger i form af tal og kontrakter,« forklarer Leif Djurhuus.

Specielt samtidskunsten trækker, fordi kunstnerne forholder sig til det samfund, vi lever i - ofte ved at gå til kanten. Det tvinger beskueren til at reflektere og forholde sig til sig selv, tilværelsen og omverdenen.

Kun en brøkdel holder
Alligevel er Leif Djurhuus helt på det rene med, at mindst 90 pct. af den kunst ikke holder i længden.

»Det er kun en brøkdel, der holder, og sådan har det vel altid været. Dagens topkunstnere risikerer at være ude i kulden om 5, 10 eller 20 år. Tiderne ændrer sig. Derfor skal man heller ikke købe for investeringens skyld, men fordi man kan lide det,« mener Leif Djurhuus.

Den voluminøse samling har givet ham et meget konkret problem: Pladsmangel.

»Jeg låner ud til ansatte, venner og familie,« siger Leif Djurhuus, som på længere sigt har en drøm om at erhverve en nedlagt fabriksbygning, så værkerne kan blive præsenteret på bedste vis og omverdenen få mulighed for at kigge med.

»Jeg vil gerne have samlingen i spil. Desværre er prisen på fast ejendom steget så meget, at det er svært at skaffe en relevant bygning bare i nærheden af København,« siger Leif Djurhuus.


BRANCHENYT
Læs også