USA's erhvervsliv stemmer med penge

Med deres tykke tegnebøger demonstrerer amerikanske erhvervsledere, at de venter et magtskifte i Det Hvide Hus efter næste års valg.

Washington

USA's erhvervsliv har valgt at gå ind i den allerede blomstrende valgkamp efter princippet om, at hvis man ikke kan få den, man elsker, så må man elske den, man kan få.

Holdningen demonstreres ganske tydeligt gennem de bidrag, som erhvervslivets organisationer og de mange private virksomheder giver til kandidaterne i de to store partier.

Det gælder for de i alt 17, der strides om at blive enten det republikanske eller det demokratiske partis bud på at efterfølge præsident George W. Bush i Det Hvide Hus efter valget den 4. november næste år.

Det gælder i lige så høj grad for de 33 poster i Senatet, som ved samme lejlighed er på valg, og for alle 435 pladser i Repræsentanternes Hus, der altid er til fornyelse med to års mellemrum.

Som så ofte, når det gælder amerikansk erhvervsliv, så tales der med tegnebogen. Det er således ikke mindst deres bidrag til valgfondene, der har fået Demokraternes kasser til at svulme.

Ifølge den seneste opgørelse fra Center for Responsive Politics, så har Demokraterne til de forskellige kampagner nu indsamlet 445 mio. dollars. Her over for står mere beskedne 322 mio. til de republikanske kasser.

For fire år siden var balancen den stik modsatte. Forklaringen på denne massive omlægning skal findes i Demokraternes evne til at udnytte den republikanske præsidents rekordlave popularitet. Samt i erhvervslivets forventning om, at der fra den 20. januar 2009 er skiftet partifarve i Det Hvide Hus.

Ved Columbia University i New York konstaterer professor Thomas Edsall, der har mange års erfaring som politisk journalist, at tallene antyder, at industrien har konkluderet, at Demokraterne har endog meget gode muligheder for at vinde i 2008.

Hermed menes der ikke kun vinde Det Hvide Hus tilbage, men også fastholde eller udbygge det flertal, som partiet sikrede sig i både Repræsentanternes Hus og Senatet ved midtvejsvalget i november sidste år.

Det ville være overdrevet at hævde, at erhvervslivet har lagt alle sine æg i den samme kurv. Noget sådant måtte betragtes som uklogt på længere sigt, idet politikere, når det kommer til de økonomiske bidrag, har en endog meget lang hukommelse.

Tendensen er dog ganske entydig, og er for flere brancher lige så overraskende, som den er markant. Den amerikanske finansverden er et typisk eksempel. Ved valg efter valg har banker, investeringsbanker og vekselerer kanaliseret langt større beløb til republikanere end til demokrater.

Denne gang er der vendt op og ned på tingenes tilstand, og det sker med betydelig gennemslagskraft, idet finansverdenen traditionelt er en af de største kilder til politiske bidrag.

På de tre første pladser over bidragene til denne kampagne står således tre af de største banker Goldman Sachs, Citigroup og JP Morgan Chase. De tre og deres mange medarbejdere har indtil nu bidraget med 4,95 mio. dollars.

Heraf er de 3,34 mio. dollars gået til demokratiske kandidater, mens deres republikanske rivaler er blevet spist af med 1,61 mio. eller mindre end det halve.

Enkeltpersoner kan højest give 2.300 dollars til en kandidat ved primærvalgene, og det samme beløb til den senere kampagne mellem de to sejrrige kandidater. Bidrag kan imidlertid samles i bundter, og de registreres i forhold til arbejdsgiveren.

Det er påfaldende, at Goldman Sachs nu ved at give 71 pct. af sine politiske bidrag til demokrater, øjensynligt betragter det som givet, at et magtskifte er undervejs. Investeringsbankens tidligere topchef Henry Paulson har i et år været USA's finansminister.

I andre brancher er kursændringen mindst lige så overraskende. USA's magtfulde våbenindustri har tidligere givet republikanske kandidater store beløb, mens demokraterne er kommet i anden række.

Denne gang har virksomheder som Lockheed Martin, Boeing og General Dynamics skudt mere end 103.000 dollars i demokraternes kasser, mens republikanere har fået 87.000.

Skævheden bliver endnu mere påfaldende, når man ser den interne fordeling. Hillary Clinton har fået mere end halvdelen af sit partis andel, mens Mitt Romney er vinderen på den modsatte fløj.

Våbenindustrien synes således at have slået en stor streg under det dårlige forhold, man havde til præsident Bill Clinton, da han efter afslutningen af Den Kolde Krigs gennemførte store besparelser på forsvarsbudgettet.

Hillary Clinton har omhyggeligt undgået at love noget sådant. Hun betragtes af mange som den mest militante af de demokratiske kandidater. Forsvarsindustrien synes ikke at tvivle på, at hun går sejrrigt ud af både første og anden runde.

Det samme gælder for USAs magtfulde sundhedsindustri. Opgørelsen fra Center for Responsive Politics viser således, at forsikringsselskaber, medicinalproducenter, hospitaler og læger har bidraget med mere end 11 mio. dollars til præsidentkandidaterne siden årsskiftet.

De otte demokratiske kandidater har fået 6,5 mio. De ni republikanere 4,8 mio. Endnu en gang er Hillary Clinton den klare vinder med 2,7 mio. På den modsatte fløj klarer Mitt Romney sig bedst med 1,6 mio.

Tendensen er således præcis den samme som for andre grene af erhvervslivet, men den er særligt bemærkelsesværdig, fordi ikke kun Hillary Clinton, men også andre demokratiske kandidater har fremlagt reformforslag, der kan blive kostbare for både forsikringsselskaber og medicinalkoncerner.

Industrien har konkluderet, at reformer bliver uundgåelige efter valget. Meningsmålinger viser således, at sygesikring, bortset fra krigen i Irak, står øverst på vælgernes liste.

Med de store bidrag kan selskaberne gøre sig håb om, at deres synspunkter bliver taget med i betragtning, når reformerne skal udmøntes i lovforslag. Omvendt risikerer politikerne at blive beskyldt for at lade sig købe, hvis reformerne bliver mindre vidtgående end ventet.

De store bidrag kan således ikke tolkes som udtryk for nogen entusiastisk opbakning af de demokratiske kandidaters program. Der er snarere tale om et stykke realpolitik.

På en række vigtige punkter føler amerikanske erhvervsfolk fortsat, at republikanerne står langt nærmere deres holdning end demokraterne. Det gælder ganske tydeligt omkring handelspolitik.

Alle førende republikanske kandidater er ubetingede tilhængere af frihandel. Demokraterne ønsker ikke at blive stemplet som protektionister, men de har kritiseret vigtige punkter i de frihandelsaftaler, som USA har indgået eller er ved at indgå.

Den tidligere senator John Edwards, der har samlet støtte i Iowa gennem sin meget folkelige økonomiske politik, meddelte således i weekenden, at han er modstander af den frihandelsaftale med Peru, som i løbet af kort tid skal ratificeres i Kongressen.

Hillary Clinton har tidligere været skarpt kritisk over for en tilsvarende aftale med Sydkorea. Stemmer Clinton nej til Peru-aftalen, vil det blive set som et vigtigt kursskifte. Det var hendes mand, der førte den store NAFTA-aftale med Mexico og Canada ud i livet.

Erhvervslederne håber, at de demokratiske kandidaters kritik af frihandelsaftalerne begrænses til primærvalgene, og at kritikken i tilfælde af sejr ikke får mere vidtrækkende konsekvenser.

Der henvises således til, at de demokratiske kandidater hyppigt fastslår, at de er modstandere af den ene eller den anden frihandelsaftale i dens nuværende form. De undlader til gengæld at præcisere, hvor store ændringer, der er brug for for at sikre deres støtte.

Mens demokraterne kan se frem til flere store bidrag fra erhvervslivet, når afgørelsen er faldet ved primærvalgene i løbet af februar, må republikanerne nøjes med at finde trøst i, at det ikke er alle brancher, der har svigtet dem.

Olie og gasindustrien har kanaliseret 72 pct. af sine 6 mio. dollars til præsidentens parti. Det forslår dog ikke meget, når advokaterne og deres firmaer sender 78 pct. af ikke mindre end 56 mio. dollars til demokraterne.


BRANCHENYT
Læs også