Direktør med egen pensel

ledelse Carsten Madsen, der er ny global salgsdirektør hos legepladsproducenten Kompan, mener, at man bliver en bedre direktør, hvis man dyrker sine kreative sider.

Femten firkantede blå blomsterhoveder svæver over en sort vase på en strålende rød baggrund.

Sådan ser et af Carsten Madsens mange malerier ud. Efter syv år i Asien og seks år i USA er han netop vendt hjem til Danmark for at tiltræde som global salgsdirektør hos legetøjsproducenten Kompan.

Men den nye stilling har ikke fået ham til at lægge malerierne på hylden.

»Jeg mener, at kombinationen af ledelse og kunst giver en god balance. At dyrke min kreative side gennem kunsten gør mig til en bedre leder, mens min erfaring som salgsdirektør gør, at jeg har en anden tilgang til at male end andre kunstnere,« siger han.

Carsten Madsen oplever, at det overrasker mange, at man kan have så vidt forskellige interesser som kunst og ledelse.

»Jeg mener, at det er en myte, at man skal vælge én vej i livet. Hvis ens interesser understøtter hinanden, synes jeg, at man skal dyrke flere sider af sig selv. Kunst og ledelse er ikke så usædvanlig en kombination, som man forsøger at gøre det til. Se bare, hvor mange virksomhedsledere der køber kunst og går op i det,« siger han.

Erfaringen som salgsdirektør betyder, at Carsten Madsen har en kommerciel tilgang til sit kreative arbejde. Siden en interiørdesigner faldt for et af hans billeder for mange år siden, har han modtaget mange bestillinger på abstrakte malerier til udsmykning af hoteller, restauranter, sygehuse og privates hjem.

»En stor del af de malerier, som jeg har lavet, har været bestillingsopgaver. Det har jeg det fint med, men nogle kunstnere ville ikke synes om,« siger han.

Der er en stor efterspørgsel efter kunst som Carsten Madsens, der efter hans egen vurdering er ”dekorativ, figurativ kunst, som du ikke behøver at tænke længe over hvad betyder”.

»Jeg blev meget hurtigt kendt for at være god til at lave bestillingsarbejde. Jeg er meget ydmyg over for kunstbegrebet, og har det fint med at lave en opgave, hvor størrelse, farverne og fornemmelsen i billedet er aftalt på forhånd,« siger han.

God balance
I gennemsnit laver Carsten Madsen 20-25 store billeder hvert år ved siden af fuldtidsjobbet som salgsdirektør og bruger både weekender, aftener og ferier på at male. Selv om han godt kunne leve af kunsten, har han dog ingen planer om at droppe direktørjobbet.

»Jeg har overvejet det, men jeg ville ikke kunne undvære den del. Hver især er hverken lederjobbet eller det kreative arbejde nok. Men tilsammen giver det en god balance,« siger han.

For ligesom erfaringerne som salgsdirektør har gjort ham til en mere succesfuld maler, gør det det kunstneriske arbejde ham også til en bedre leder, mener han.

»Ved at male lærer man, at man ikke skal lade sig afskrække af at have et tomt lærred foran sig. Når man ved, at det nok skal blive fyldt, behøver man ikke at være bange for det. Det er en god erfaring i en verden, der ændrer sig hele tiden. På mange måder starter man på et nyt hvidt lærred hver dag,« siger han.

Carsten Madsen mener, at den moderne leder har mere brug for kreativitet end nogensinde tidligere.

»Det er vigtigere end nogensinde at turde nye ting og kunne lade sig inspirere af omverdenen. Det kan lederne lære af kunsten,« siger han.

For eksempel mener Carsten Madsen, at arbejdet med produktionen af legepladser er en kreativ proces.

»Kompan sælger verdens dyreste legepladser, og derfor er det nødvendigt at fokusere på, at prisen skyldes det unikke design. Den kunstneriske del skal formidles på en kommerciel måde. Sådan er det for mange danske virksomheder, der lever af design,« siger han.

Han mener, at tiden er kommet til at sende medarbejderne på malerkursus frem for overlevelseskurser.

»Det er vigtigere end tidligere at udvikle sine ansatte kreativt. 1980'ernes overlevelsesture tror jeg vil blive afløst af, at man laver noget kreativt sammen. At man øver sig i at skabe noget ud af ingenting. Ligesom man også kan i en virksomhed«.

BRANCHENYT
Læs også