Kursfest oven på Vestas-regnskab

Kvartalstallene udløste ny kursrekord, selv om Vestas-chef Ditlev Engel på flere områder snublede på målstregen.

Selv om konkurrenterne øger presset på Vestas, ordrebogen skrumper og enhver snak om udbytte er skrinlagt, kastede Vestas-investorerne sig ud i en sand kursfest oven på gårsdagens fremlæggelse af regnskabet for tredje kvartal.

Fra morgenstund skød Vestas-kursen i vejret til ny årsrekord.

Fremgangen kom, selv om vindmøllekoncernen på flere områder snublede på målstregen.

Mens kvartalsregnskabet fuldt ud levede op til finansmarkedets forventninger, havde mange analytikere sat næsen op efter en opjustering af 2007-resultatet, men den udeblev.

Koncernchef i Vestas, Ditlev Engel, hævede heller ikke 2008-overliggeren, idet målet fortsat er et overskud før renter og skat på 10-12 pct. af salget.

Trak i håndbremsen
Tværtimod trækker Vestas-chefen nu i håndbremsen og erkender, at en bid af verdensmarkedet på 35 pct. ikke er realistisk.

Derfor er ambitionen nu at nå en markedsandel på 30-32 pct. i 2008.

Et tal, som mange analytikere dog stadig anser for alt for højt. Forud for regnskabsfremlæggelsen pegede Jyske Bank således på, at en markedsandel på 28 pct. vil være mere realistisk.

Sideløbende afslører kvartalsregnskabet, at mens energiselskaber verden rundt råber på vindmøller, trækker udvidelsen af Vestas-produktionen ud.

I august var meldingen således, at Vestas er klar til at øge kapaciteten med 1.300 møller fra andet halvår 2008. Nu er tidsplanen skredet i op til seks måneder samtidig med, at Vestas er i gang med at lukke den ene af sine to fabrikker i Australien.

»Vestas' byggerier i Spanien, USA, Kina og Danmark følger planerne og vil på årsbasis øge kapaciteten med ca. 1.500 møller eller omkring 3.000 MW fra fjerde kvartal 2008,« fremgår det af regnskabet.

Ny bonusordning
Når Vestas-aktien synes at gå uden om alle faldgruberne, kan det hænge sammen med, at den danske vindmøllegigant benyttede regnskabsfremlæggelsen til at løfte sløret for forventninger om et salg næste år på 42,5 mia. kr. svarende til en stigning på 25 pct. Det betyder, at Vestas satser på at realisere et overskud før renter og skat på 4,2-5,0 mia. kr.

Set i forhold til milliardoverskuddet betyder det givetvis mindre, at Vestasledelsen indfører en bonusordning fra nytår, som årligt vil barbere 335 mio. kr. af overskuddet. Udgiften kan dog stige på sigt, idet Vestas-ansættelserne sprænger alle rekorder.

I forbindelse med fremlæggelsen af halvårsregnskabet i august, luftede Ditlev Engel således en forventning om at runde 14.500 ansatte ved årsskiftet. Men allerede nu er der 14.600 Vestas-medarbejdere. Et tal der ved årsskiftet forventes at være steget til 15.500 for igen at stige til 18.000 i løbet af 2008.

BRANCHENYT
Læs også