Kursfald på pæne nøgletal

Det danske obligationsmarked lukkede tirsdag lavere, efter at PMI-erhvervstillidsbarometeret for servicesektoren i eurozonen var en anelse stærkere end ventet.


Dermed blev stemningen vendt efter tre dage med kursfremgang blandt de fastforrentede papirer og efter øgede bekymringer forbundet med meldingen om større tab end ventet hos bankgiganten Citigroup.

»Obligationskurserne kan gå en negativ tid i møde, så længe økonomien viser styrke,« udtalte obligationsstrateg hos Commerzbank, Peter Müller, til Bloomberg News. ECB vil også være hård i retorikken fremover, fordi inflationen fortsat er høj, vurderede strategen.

PMI-erhvervstillidsbarometeret for servicesektoren i eurozonen steg til 55,8 i oktober sammenlignet med 54,2 måneden forinden. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet en mindre fremgang til 55,6.

Den amerikanske bankgigant Citigroups øgede nedskrivninger på grund af kreditkrisen har på det seneste understøttet obligationsmarkedet.

»Der er fortsat en positiv stemning på obligationsmarkedet,« udtalte økonom hos RBC Capital Markets, Richard McGuire, til Bloomberg News. Den fortsatte negative nyhedsstrøm forbundet til sommerens kreditkrise vil fortsætte med at understøtte obligationskurserne, vurderede økonomen.

Ved dansk lukketid tirsdag kostede en euro 1,456 dollars, hvilket er et rekordlavt dollarniveau. Ifølge investeringsbanken BNP Paribas er der flere investorer, som ikke længere betragter dollar som en højrentevaluta. Derfor sælger investorerne ud og skifter over til valutaer, hvor forrentningen er bedre.

Investorerne har øget spekulationerne i yderligere rentenedsættelser fra den amerikanske centralbank med tanke på de seneste kreditmarkedsbekymringer. Den toneangivende amerikanske T-bond lå ved lukketid 1/32 lavere i kurs 103 6/32.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også