Fuel vs Food

Der er show down i disse dage for bioethanol. De amerikanske politikere skal beslutte, om de skal sætte endnu mere tryk på. Novozymes kæmper sin sag, men er i den grad havnet i et politisk ælte.

De tørre, afskårne stubbe af majsplanter står opmarcheret i uendelighed på kvadratmil efter kvadratmil efter kvadratmil. Der er ikke et menneske eller for den sags skyld en ko i sigte. Til gengæld er der ingen bakker endsige bjerge, som kan spærre for udsigten til den sparsomme spænding i efterårslandskabet.

En bil kommer drønende ud af en af de uendelige grusveje, og støvet hvirvler rundt i luften i flere minutter efter, at den er kørt forbi.

Man forstår pludselig den dybe mening med det amerikanske udtryk ”In the middle of nowhere”, når man en sløv formiddag kører gennem Iowa midt i det såkaldte majsbælte.

Et ensomt skilt luder midt på en mark og er helt klart beregnet på de få biler, som kommer forbi: ”Prayers changes everything”.

Ikke for at være gudsbespottende, men skiltet lyver. For det, som virkelig har ændret livet for mange mennesker i en stat som Iowa og for andre stater i Midtvesten, er biobrændstof, bioethanol. Eller rettere efterspørgslen efter majs.

Det er også derfor, vi er en flok mennesker, som kører rundt i Iowa i november. Novozymes vil vise os, hvad fremtiden går ud på, og det er bioethanol.

Det siger sig selv, at det ikke er nyt for majsbæltet at leve af majs. Men på bare halvandet år er prisen på en skæppe majs, dvs. omkring 35 liter, steget fra omkring 250 dollars til et niveau omkring 350 dollars. Det er med andre ord blevet skønt at være majsdyrker.

Men for andre er det ikke spor sjovt. Det behøver man ikke være i USA i mange sekunder for at finde ud af. Længe før vi når landevejen i Iowa, allerede da vi skal ”checke ind” i USA, skal manden i den stramme uniform ved immigrationsskranken nok læse os teksten.

Da han hører, vi skal ud og se på bioethanol, og det er derfor, vi gerne vil ind i hans land, skælder han ud på det alternative brændstof. Det eneste, han har mærket til festen, er tømmermændene i form af højere priser på majs. For når majsen stiger, er det ikke kun popcorn og tortillas, der bliver dyrere. Det er også foderet til de dyr, som lægger rygstykker til den bøf, immigrationsofficeren tydeligvis godt kan lide at spise.

Han tænker mest på sig og sine, men der er folk, som er mere plaget af de stigende madpriser, nemlig de allerfattigste, som slet ikke har råd til at betale mad.

Nogle - bl.a. OECD, FN, den Internationale Valutafond - siger, det er bioethanolen, som er den vigtigste årsag til prisstigningen.

Lige nu er debatten på sit højeste i Washington i USA, fordi politikerne i disse dage skal beslutte, om de skal bakke mere op om bioethanolen.

I den forstand kan man sige, at skiltet med ”Prayers changes everything” er rigtigt nok, for Novozymes og resten af bioethanol-industrien sidder med knugende foldede hænder og håber det bedste i Washington. Industrien har i de seneste dage indrykket store annoncer i de toneangivende politiske nyhedsmedier for at være sikre på, at politikerne hører, hvad de siger, og det er, at det ikke er bioethanolens skyld, at majsen er blevet så dyr. Det skyldes lige så meget fejlslagen høst og en støt voksende befolkning i verden, som kræver mere og mere mad.

Budskabet fra dem er derfor: Hvis ikke USA skal tages som gidsel af udenlandske oliestater, skal politikerne skubbe så meget på bioethanol-produktionen som muligt. Budskabet sender de af sted i annoncerne.

De spiller på det, de amerikanske politikere er enige om, nemlig at USA er blevet alt for afhængig af udenlandsk olie, og den afhængighed kan være livsfarlig, hvis det er de forkerte leverandører, man er afhængig af. Man kunne i flæng nævne Iran.

For en del af bioethanolindustrien selv er det desuden blevet livsvigtigt at få politikere til at bakke op om den fortsatte satsning på bioethanol. Hele Midtvesten er efterhånden plastret til med majsproducenter, som leverer til nyopførte bioethanol-anlæg - nu er der 129 af dem, og 86 andre er under opførelse. De har ikke noget at lave, hvis ikke de amerikanske politikere bliver ved med at anbefale amerikanerne at blande bioethanol i tanken.

Samtidig satser industrien stort på den næste generation af bioethanol, som er baseret på planterester og såkaldte energiplanter, dvs. materiale, som ikke er spiseligt, og som derfor ikke vil skabe den samme politiske ballade som første generations bioethanol, baseret på mad.

Men industrien har brug for første generation til at vænne forbrugerne til at køre på bioethanol og ikke mindst få opbygget hele den infrastruktur af fabrikker, transportnetværk, tankstationer m.m., som skal være på plads, når den nye generation bioethanol er klar om tre-fire år.

Det er derfor, bioethanolindustrien vælger at bruge masser af penge på kampagner.

Det er også på den baggrund, at Novozymes i sidste uge inviterede en større gruppe mennesker til USA, en blanding af aktieanalytikere, investorer og journalister.

Vi stod klædt ud i papirkitler, papirkasketter, farverige ørepropper og plasticbriller og kiggede på både bioethanol-produktion og produktionen af de enzymer, som Novozymes gerne vil levere til bioethanol-produktionen og tjene milliarder af kroner på det.

De fleste af os så bare latterlige ud. Men så var der nogle unge mænd i jakkesæt inden under papirkitlen, som har råd til at se latterlig ud. De passer på pengene i nogle af verdens største pengetanke med navne som GE Asset Management og Fidelity, og de er vigtige for Novozymes og andre i bioethanol-industrien. Hvis de store investorer tror på bioethanol og sætter penge i det, vil andre betragte det som en blåstempling og gøre det samme, og pludselig har så mange sat penge i det, at bioethanol som en succeshistorie er en selvopfyldende profeti.

Den er allerede ved at blive det politisk.

Der er nu så mange landmænd og industrifolk i så mange amerikanske stater, der har satset hele butikken på bioethanol, at ingen politiker med bare en smule omløb i hovedet ville turde stemme for en neddrosling. For senatoren valgt i en stat i Midtvesten ville det være politisk selvmord. Og for enhver anden senator vil det være ensbetydende med en politisk ørkenvandring, venneløs og uden allierede i det stigende antal stater, som får deres bioethanolanlæg.

Problemet er bare, at der også er amerikanere, som ikke tjener penge på majs, men som kommer til at betale gildet - som manden ved immigrationsskranken. Det er derfor, der stadig er grund til at kæmpe sin sag.

lone.andersen@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også