Ny tvivl om penge til efterlønnere

Der er opstået ny tvivl om tilbagebetaling af penge til 30.000 efterlønnere. Modsat tidligere oplyst overvejer minister fortsat at anke sagen.

Måske har 30.000 efterlønnere glædet sig for tidligt. I modsætning til hvad der tidligere har været fremme, overvejer beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) nemlig fortsat at anke en afgørelse i forbindelse med sagen om efterlønnere, der samtidig har fået udbetalt feriepenge. Ministeren tabte i oktober en sag mod sit eget ankenævn og sagde under valgkampen, at han efter valget ville træffe beslutning, om de berørte skulle have deres penge.

Men nu har ministeren via statens advokat, kammeradvokaten, meddelt, at han ikke har afsluttet overvejelserne om at anke dommen. Og det får leder af a-kassen i fagforbundet Træ-Industri-Byg Otto Nielsen til at kalde ministeren for utroværdig.

Sagen drejer sig om et hul i lovgivningen, som fra 2004 til juni 2006 gjorde det muligt for efterlønnere at få feriepenge udbetalt uden at blive trukket i efterløn.

/ritzau/

Læs også