Præsidenten udskifter topøkonom

Al Hubbard afviste skatter på olieselskaber og flere penge til sygesikring af børn. Kritikere hævdede, at erhvervsmandens væsentligste kvalifikation var hans universitetstid sammen med George W. Bush.

Washington


George W. Bush mistede endnu en af sine nærmeste rådgivere, da Al Hubbard onsdag morgen meddelte, at han forlader posten som leder af præsidentens økonomiske råd.

Hubbard har fra den position i de seneste tre år haft afgørende indflydelse på regeringens økonomiske politik samtidig med, at han har været chefrådgiver mht. internationale økonomiske problemer.

Chefstillingen overtages for det sidste års tid af Hubbards nærmeste medarbejder, Keith Hennessey. Denne blev af præsidentens talsmand, Dana Perino, beskrevet som så godt forberedt til den vigtige post som overhovedet muligt.

I det Hvide Hus afvises det, at Hubbards afgang har nogen forbindelse til de omfattende problemer, som den internationale kreditkrise og det dramatiske sammenbrud på dele af det amerikanske boligmarked har skabt.

I en kort erklæring forklarede Hubbard sin beslutning med et ønske om at have mere tid sammen med sine tre børn. Han vil vende tilbage til den private sektor, hvor han inden overflytningen til Det Hvide Hus var adm. direktør for en kemisk koncern i Indianapolis.

I de senere år blev Al Hubbard kendt for sin loyale støtte til præsidentens skattepolitik. Han afviste således alle forslag om ekstraskat på oliekoncernerne, og han var med til at blokere for en ny lov om sygesikring af børn.

Da denne lov kørte fast, gav Hubbard det demokratiske flertal skylden, og han fastholdt som præsidenten, at USA ikke havde råd til at bruge så store beløb på at sikre flere børn.

Valget af Hubbard til den indflydelsesrige post blev set som et eksempel på, at George W. Bush lagde mere vægt på praktisk erfaring i erhvervslivet end på økonomisk teori. Den økonomiske chefrådgiver havde således emebedseksamen i jura og virksomhedsledelse, men ikke i økonomi.

Kritikere hævdede, at hans væsentligste kvalifikation var, at han var George W. Bush' klassekammerat i universitetsårene.

..

Læs også