Der satses på et rentefald

Torsdagen bød på en lille finurlighed, da dollaren nød godt af udsigten til rentefald.

Den amerikanske valuta lå fortsat lunt i svinget under torsdagens handel, og for en gangs skyld var dollaren understøttet af forventninger om yderligere rentefald i USA, hvilket lyder som den omvendte verden.

Siden Donald Kohn fra centralbanken i Washington onsdag gjorde det klart, at den seneste uro i de finansielle markeder kan ramme den amerikanske økonomi hårdere end først antaget, har investorerne set kommende rentenedsættelser i deres krystalkugler. Der har hele tiden været gætterier på Federal Reserves næste træk på rentefronten, men efter Kohns indlæg er skaren af investorer vokset, som satser på en amerikansk rentesænkning i julemåneden og måske mere af samme skuffe inde i det nye år.

De tiltagende spekulationer i en snarlig pengepolitisk lempelse i USA virkede onsdag yderst befordrende for købelysten i det amerikanske aktiemarked, og torsdag var formodningerne så med til at holde en fast hånd under dollaren. Det kan måske undre en smule, at dollaren nyder godt af forventningerne om lavere renter i USA, der umiddelbart vil være ensbetydende med dårligere forrentning af midler placeret i amerikansk valuta.

Men investorerne har på fornemmelsen, at en omgang pengepolitiske lempelser vil gøre sit til at trække den amerikanske økonomi ud af recessionsfaren, og det prioriteres i øjeblikket højere end renteforholdet. Ved eventuelle rentenedsættelser i USA pustes der mere liv i den amerikanske økonomi, og det kan måske få flere udenlandske investorer til at skrue op for deres forretninger i det amerikanske obligations- samt aktiemarked, og i den forbindelse har de brug for dollars.

Flere holdt lav profil ..

Læs også