Børnefamilierne skærer ned på julen

Det er blevet dyrere at være børnefamilie, og det sætter sit præg på julebudgetterne.

Danske børnefamilier mærker nu effekten af eksploderende energipriser og stigende usikkerhed om boligpriserne. De unge familier, der også er dem med den strammeste økonomi, vil bruge færre penge på julegaver i 2007.

For hver gang der røg 100 kr. til julegaver i fjor, vil de 26 til 39-årige bruge 89 kr. i år. Det viser Nordeas årlige juleundersøgelse, hvor godt 1.000 danskere har beskrevet deres julebudgetter.

Men de unge i alderen 26-39 år med flere end to personer i husstanden skiller sig ud ved at ville bruge færre penge end i fjor. Gavebudgettet er skåret ned.

»De unge børnefamilier har mere at bekymre sig om. De er normalt mindre økonomisk velpolstrede end familier med store børn. Samtidig bliver de ramt af såvel højere priser på fødevarer som på energi. Får vi en almindelig vinter, vil en gennemsnitsfamilie ende med at have betalt 4.000 kr. mere end i fjor til energi og benzin, når fyringssæsonen er overstået, så det er ikke underligt, at de holder lidt igen,« siger Nordeas forbrugerøkonom, Ann Lehmann Erichsen.

Mange af de unge familier har samtidig været nødt til at tage variabelt forrentede boliglån for at få budgettet til at hænge sammen. De kan derfor imødese endnu en huslejestigning fra årsskiftet.

De seneste nøgletal for danskernes vurdering af deres egen økonomiske situation og deres forventninger et år frem viser da også, at de seneste års tårnhøje optimisme er dalende. Og det slår igennem flere steder på danskerens julebudgetter.

Også de højestlønnede, som bruger mange penge på julen, vil nemlig skære lidt ned på gaveudgifterne denne jul.

Bedsteforældrene er til gengæld ligeglade. Nordeas undersøgelse viser, at danskere på 68 år og derover vil bruge markant flere penge på gaver denne jul.

»For hver gang denne gruppe i fjor brugte 100 kr., vil den i år bruge 121 kr. Der er tale om en gruppe, der har nydt godt af mange års stigende boligpriser. Friværdien er høj. Og vi kan se, at den ældre generation i dag hellere vil give med varm end med kold hånd. Man vil selv forære pengene væk frem for at spare sammen til arven,« vurderer Ane Lehmann Erichsen.

Undersøgelsen viser, at de ældre ikke foretrækker at lægge hårde pakker under træet. Mere end hver tredje i alderen 68 år og opefter foretrækker at forære kontanter og gavekort eller værdipapirer væk i julegave.

BRANCHENYT
Læs også