Ikea satser stort i Danmark

DETAILHANDEL Den svenske møbelgigant vil udvide de eksisterende varehuse og bygge et nyt i Aalborg. Syv mio. kunder besøgte Ikea det seneste år.

Ikea satser massivt i Danmark i de kommende år. Den svenskejede møbelgigant udvider alle sine varehuse, og der bygges et nyt møbelhus i Aalborg, som skal stå færdigt i 2010. Samlet fordobler Ikea sit areal i Danmark i løbet af fire til fem år.

Det er den gradvise liberalisering af planloven, der åbner for Ikeas betydelige udbygning på det danske marked. De nuværende varehuse er ikke blevet tilført en eneste kvadratmeter siden 1995, og de er spændt til bristepunktet. Den største udvidelse sker i Odense, hvor bolighuset bliver dobbelt så stort.

»Vi har så store problemer med kapaciteten, at vi har været nødt til at skaffe lagerfaciliteter andre steder. Det er ikke praktisk hverken for os eller kunderne,« siger Thomas Uhd, der er ansvarlig for pr og kommunikation i Ikea Danmark.

Trods begrænsningerne i de fysiske rammer har Ikea i løbet af de seneste seks år fordoblet omsætningen i Danmark, der nu har passeret to mia. kr. Siden 2001 er besøgstallet i Ikea vokset fra fire til syv mio. kunder, og det betyder, at alle danskere mellem 18 og 65 år i gennemsnit tager turen til et af de populære varehuse to gange om året.

Væksten har været markant siden 2003, da det økonomiske opsving herhjemme satte ind. Alene i det seneste år har Ikea øget omsætningen med 17 pct. fra 1,7 mia. kr. til 2,1 mia. kr.

Ifølge Thomas Uhd er forklaringen, at danskerne har fået øjnene op for, at de lave priser ikke er et udtryk for lav kvalitet og dårligt design.

»Vores brede design appellerer til et stort udsnit af den danske befolkning,« konstaterer han.

Indtjeningen har dog ikke kunnet holde trit med udviklingen i omsætningen. Resultatet er skrumpet fra 214 mio. kr. til 207 mio. kr. Ikea angiver tre årsager til den faldende lønsomhed. Investeringerne i de planlagte udvidelser er indledt. Desuden er der øgede personaleudgifter til mere end 100 nye ansatte samt til et nyt bonussystem for medarbejderne. Endelig har Ikea sat priserne ned.

»Vi investerer i den fremtidige indretning. For os er det afgørende fortsat at være de billigste på markedet, men der er også vigtigt at forbedre forholdene for vores ansatte. Samtidig står vi foran vores største satsning med nye varehuse,« siger Thomas Uhd.

Større butikker


..

BRANCHENYT
Læs også