Topchef på storindkøb

Koncernchef hos A.P. Møller-Mærsk Nils Smedegaard Andersen har haft den store tegnebog fremme.

Den nye topchef har købt 165 stk. A-aktier i A.P. Møller - Mærsk til en pris på knap 10 mio. kr., oplyses det i en meddelelse til Københavns Fondsbørs.

Nils Smedegaard Andersen overtog først på måneden topposten efter Jess Søderberg og kunne torsdag fremlægge sit første kvartalsregnskab. Her fastholder ledelsen i A.P. Møller - Mærsk forventningerne til hele årets regnskab, selv om selskabet er presset af højere oliepriser og en svagere dollar. Selv udtrykte Nils Smedegaard utilfredshed med resultatet i containerleden.

»Men jeg synes, der er en god udvikling, og jeg synes, at det er en god basis for at gøre det endnu bedre næste år. Resultatet næste år skal være bedre, og det, vi vil lave, skal virke langsigtet,« sagde Nils Smedegaard Andersen.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også