Jagt på Abaris-millioner

Advokat Poul Ege Poulsen, Helsingør, skal nu forsøge at lokalisere de millionbeløb, som selskabet Abaris Ejendomme har tjent på mystiske ejendomshandler.


På et møde i skifteretten i Helsingør fredag blev Poul Ege Poulsen udpeget til likvidator i selskabet, efter at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har begæret Abaris tvangsopløst, fordi selskabet er uden lovlig ledelse. Likvidatoren skal nu bl.a. finde ud af hvor aktiver for mere end 50 mio. kr., som ifølge et regnskab var til stede ved udgangen af juni i år, befinder sig nu.

Abaris Ejendomme var noteret på OMX-børsen First North, indtil Morgenavisen Jyllands-Posten den 18. oktober i år skrev den første artikel om selskabets besynderlige ejendomshandler. Siden er hele bestyrelsen, direktionen og senest også revisoren flygtet fra selskabet, som desuden er blevet tvangsafnoteret fra First North-børsen.

Abaris har solgt ejendomme for mindst 76 mio. kr. til den samme køber - den 61-årige tidligere Falckredder Bruno Østergaard, som har samlet ejendommene i tre selskaber. Abaris har ofte ejet ejendommene blot nogle få dage, men alligevel opnået enorme fortjenester på at sælge til Bruno Østergaard. Han har lånt mindst 55 mio. kr. af pantebrevskøbere til handlerne - sandsynligvis langt mere, end ejendommene er værd.

BRANCHENYT
Læs også