Saab tæt på en pris

Flyproducenten Saab har nu sat noget, der minder om et prisskilt, på flyet Gripen. Det svenske kampfly er med i kampen om at blive afløseren for forsvarets nuværende F16-fly.

Forsvaret kan »for langt under 30 mia. kr« købe 48 fly plus uddannelse af piloter og teknikere, hedder det i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kom samme dag, som den svenske forsvarsminister Sten Tolgfors var i København for at snakke blandt andet internationalt samarbejde og kampfly med sin danske kollega Søren Gade (V).

»Prisen er vigtig, men det er ikke det eneste parameter, det bedømmes på. Man ser bl.a. også på, hvad det koster at holde flyvende,« sagde Søren Gade om Saabs pris.

Forsvarsministeren understregede, at han havde fortalt sin kollega om den danske beslutningsgang i forbindelse med købet, og at man ikke havde talt pris.

Men Søren Gade tilføjede, at »jo flere informationer, der er tilgængelige, jo bedre beslutningsgrundlag får man.«

Gripen kæmper med Eurofigther og det amerikanske Joint Strike Figther (JSF) om den attraktive milliardordre fra det danske forsvar.

/ritzau/

Læs også