USA skruer ned for benzinforbruget

Koncernerne i Detroit får brug for teknologisk fornyelse, hvis krav om, at deres biler skal køre 40 pct. længere pr liter, skal kunne opfyldes i 2020.

Washington

Den amerikanske bilindustri har, efter i flere år at have afvist bedre benzinøkonomi som alt for kostbar, bøjet sig for det uundgåelige og accepteret skærpede krav, der er på vej i form af en ny lov.

Den nye lov, der allerede onsdag ventes vedtaget i Repræsentanternes Hus og derefter senere på måneden i Senatet, kræver, at amerikanske biler fra 2020 kører 40 pct. længere end i dag på en liter benzin.

Denne skrappe nye lov for energiforbrug vil være god for både forbrugerne og for vores energiforsyning, fastslår Dave McCurdy, der er formand for bilfabrikkernes sammenslutning.

General Motors' adm. direktør, Rick Wagoner, støtter denne vurdering med en tilføjelse om, at bilindustrien nu står over for en betydelig teknisk og økonomisk udfordring.

»GM vil forsøge at nå dette mål med en blanding af forskning og teknologisk fornyelse. Vi vil fortsætte vores aggressive jagt på ny teknologi, der vil levere flere produkter med bedre energiudnyttelse til vore kunder,« fastslår Wagoner.

Hermed har ikke kun General Motors, men også koncernens amerikanske og asiatiske konkurrenter fuldendt en omfattende kovending. Indtil for kort tid siden afviste producenterne alle krav om en højere energistandard med henvisninger til, at det ville blive alt for dyrt for forbrugerne, og at det ville koste arbejdspladser.



..

Læs også