De gratis glæder

Det vælter frem med gratis indhold og tjenester - fra aviser over telefonsamtaler til tv-programmer. Men bølgen har måske toppet - for det har vist sig at være meget svært at lave forretning på at forære sine varer bort.

Der bliver flere og flere af dem. De gratis glæder.

De etablerede dagblade har fået konkurrence fra myriader af gratisaviser, der er tilgængelige på hvert andet gadehjørne. De gamle telefonselskaber slås med tjenester, der gør det muligt at ringe kloden rundt via internettet stort set uden at betale en øre. Samtidig kæmper musik- og filmselskaberne mod en anden form for gratisteri, nemlig den kæmpeudfordring, der stammer fra ulovlig fildeling og pirateri.

Flere og flere tjenester og mere og mere medieindhold er ved at blive et gratisfænomen.

Men helt nemt er det som bekendt ikke at leve af at forære sine produkter bort. Derfor er en række af de selskaber, som har surfet på gratisbølgen, i alvorligt fjertab, og på nogle områder er der tegn på, at trenden har toppet.

Hvor svært det er at gøre gratisprodukter stabilt lønsomme, får man et indtryk af, når man kigger på de mange udgivere af gratisaviser. For nok er aviserne gratis for læserne, men de har bestemt ikke været det for dagbladsbranchen.

Intetsteds er problemet tydeligere end hos den globale gratisavis-koncern Metro International, der siden midten af 1990'erne har været en slags flagskib for bølgen af nye uddelingsudgivelser.

Mere end et årti efter den første Metro-avis kom på gaden, kunne selskabet sidste år glædestrålende melde om sit første overskud. Men glæden blev kortvarig.



I løbet af 2007 har Metro skuffet gang på gang, og selskabets aktie har mistet knap halvdelen af sin værdi på børsen i Stockholm.

Det er den hovedpine, som den tidligere TV 2-chef Per Mikael Jensen nu har gjort til sin som frontfigur i Metro International.

For nok er det i udgangspunktet en indlysende idé at pumpe gratis avispapir ud i masseoplag og finansiere det ved at sælge annoncer rettet til de mange par øjne, der læser aviserne i busser og tog. Men det er også en tilgang, der ikke er videre unik - og derfor nem at kopiere.

Så antallet af titler på gratismarkedet er eksploderet siden dengang i 1990'erne, da Metro var den ubestridte frontløber på området. Alene i løbet af de seneste to år er der åbnet mere end 80 nye titler på verdensplan, hvor der nu udkommer i alt 222 forskellige gratisaviser i et samlet oplag på over 40 mio. eksemplarer.

Der er dog tegn på, at bølgen har mistet noget af sin kraft, særligt i Europa, hvor den først fik tag i et massepublikum. Mens oplagsvæksten for gratisaviserne i årene fra 2004 til 2006 lå på mellem 25 pct. og 50 pct. om året, var vi i første halvdel af 2007 nede på mere moderate 10 pct. ifølge internettjenesten Newspaper Innovation.

Det er måske kun første etape af en større oprydning i gratis-segmentet, for hvis selv Metro med sine gedigne stordriftsfordele og supereffektive koncept ikke kan tjene penge, hvem kan så?

En kombination af teknologiske og forretningsmæssige forandringer ligger bag gratisrevolutionen.

I mange tilfælde har den teknologiske driver været internettet, mens den forretningsmæssige dynamik ofte er leveret af et opbrud i brancher, som traditionelt har levet et beskyttet liv og derfor er blevet lovligt magelige og konservative.

Et oplagt eksempel på det er telefonselskabet Skype, som tilbyder gratis, eller meget billige, telefonsamtaler over internettet. På få år er Skype med en kundebase på en kvart mia. brugere blevet et fyrtårn for gratisideen.

Som Metro har Skype bygget sin vækst på en enkel, men indlysende forretningsidé: At bruge internettet til at kanalisere telefonsamtaler mellem computere. Dermed har Skype kunnet levere basale opkald til sine brugere gratis - også på langdistance - og dermed udfordret de etablerede teleselskaber, der ellers i årevis uforstyrret har skummet fløden på området.

I modsætning til gratisfænomener i andre brancher har Skype tilmed ikke haft behov for at overveje, hvordan selskabet skal finansiere indholdsproduktionen, da en telefonsamtale er det ultimative udi brugerskabt indhold.

Men selv om Skype, der blandt sine bagmænd tæller den danske it-milliardær Janus Friis, har været en stor succes, hvad angår antallet af brugere, så har det igen vist sig svært at veksle kvantiteten i klingende mønt.

Det lykkedes Friis og co. at sælge Skype til det amerikanske onlineselskab eBay i efteråret 2005 for et beløb, der på det tidspunkt blev anslået til ca. 20 mia. kr.

Siden har eBay dog tjent langt færre penge på Skype, end det først var ventet, og i oktober måtte det amerikanske selskab nedskrive værdien af sin investering med godt fem mia. kr.

Når gratisbølgen på nogle områder synes at have toppet, skyldes det måske til dels, at den er ved at sejre sig ihjel. For gratisideen har gjort så ondt på mange af de berørte brancher, at det har fremprovokeret en massiv modreaktion.

Det kan både telefonselskaber, der er blevet tvunget til at hoppe med på internettelefonibølgen, og medieselskaber, som nu fyrer på alle cylindre med deres egne gratisaviser og gratis netaviser, tale med om.

Et skrækeksempel på, hvad der kan ske, hvis en hel industri ikke formår at reagere på konkurrencen fra gratisterne, finder man i musikbranchen.

I modsætning til situationen hos dagbladene og teleselskaberne har den gratis udfordring på musikområdet i det store og hele været baseret på ulovlige aktiviteter, der er drevet af fildelere og piratproducenter.

Det har måske gjort det sværere for branchen at finde en effektiv facon at reagere på - udover ved at pudse advokater på lovovertræderne.

For musikindustrien har denne tøven imidlertid kostet dyrt: I Danmark forsvandt knap halvdelen af branchens omsætning mellem 2000 og 2005. På verdensplan har nedturen skrællet omkring en fjerdedel af omsætningen.

Selv her er der dog tegn på, at vendepunktet kan være nået. I en række markeder har branchespillerne nu fået oprustet deres internetsatsninger til et niveau, hvor det i det mindste kan reducere afgangen af kunder og i bedste fald begynde at vinde noget af det tabte tilbage.

Næste store kampplads bliver efter alt at dømme film og video. Her kommer udfordringen både fra væksten i fildeling og fra internettjenester som YouTube og Joost (igen med Janus Friis som en af drivkræfterne), der søger at positionere sig som fremtidens gratisplatforme.

Umiddelbart synes rettighedshaverne at være bedre rustet til denne næste omgang, men udviklingen det seneste årti har demonstreret, hvor risikabelt det er at undervurdere udfordringen fra de gratis glæder.

poul.funder@jp.dk

Læs også