Privatisering indledt

Begyndelsen på en privatisering af det offentligt ejede færøske luftfartsselskab Atlantic Airways er gået så godt, at de første aktier, som blev udbudt, nu er solgt til den højest mulige kurs på 261.

Ifølge en politisk beslutning skal flyselskabet privatiseres. I første omgang blev en tredjedel af aktierne sat til salg, og i alt 1.370 investorer har i den netop overståede udbudstid købt aktier for tilsammen 89,1 mio. kr.

Atlantic Airways er blevet registreret på den islandske fondsbørs - OMX - og ifølge Færøernes Radio er der flere udenlandske investorer blandt køberne, selv om salget ikke er blevet markedsført uden for Færøerne. Færøernes Lagting har besluttet senere at udbyde flere aktier i flyselskabet.

Atlantic Airways råder i dag over seks fly, der flyver på ruter fra Færøerne til Danmark, Island, Norge, Skotland og Storbritannien. Dertil har selskabet tre helikoptere, der flyver indenrigs mellem øerne.

/ritzau/

Læs også