Lysten til risiko svandt

MARKEDER Der var blevet længere mellem optimisterne under tirsdagens handel.

Investorerne skruede ned for risikovilligheden under tirsdagens handel, og baggrunden for den manglende spillelyst var usikkerhed om den økonomiske udvikling i USA samt bekymringer over kreditkrisens fortsatte tilstedeværelse.

Efterhånden som det tyndede ud i rækken af investorer, der havde mod på at vove pelsen, samlede interessen sig om de sikre heste, hvilket betød en stigende japansk yen og schweizerfranc samt positive takter i flere af obligationsmarkederne. Aktiemarkederne blev derimod efterladt en smule bløde i knæene, mens investorerne ventede på fredagens jobtal fra USA og signalerne fra det pengepolitiske møde i Washington 11. december.

Styrken i den amerikanske økonomi ligger investorerne på sinde, men de fleste er begyndt at tvivl på dens form, selv om eksempelvis BNP-tallet for 3. kvartal med tydelighed viste, at der stadig var damp på kedlerne. Men tal for 3. kvartal har primært historisk interesse. Og investorerne er selvfølgelig bevidste om, at kreditkrisens hærgen og afmatningen i det amerikanske ejendomsmarked ikke er blevet mindre i løbet af 4. kvartal, så måske venter der ubehagelige overraskelser, når de næste væksttal fremlægges.

Det kan derfor være svært at danne sig et præcist indtryk af den amerikanske økonomis helbredstilstand, og den vanskelige diagnosticering kommer så til udtryk i en stigende berøringsangst med blandt andet aktiemarkedet.

Kreditkrisen ikke kun spøger i kulissen, den er næsten blevet et fast indslag i hverdagen, for der går ikke en uge uden, at der kommer nye meldinger om ekstraordinære nedskrivninger i en eller anden bank som følge af tab i det sekundære lånemarked i USA. Investorerne har svært ved at forestille sig, at det på nuværende tidspunkt skulle være slut med de triste meldinger fra banksektoren, så ikke overraskende skal flere af aktørerne tage sig selv i nakken, inden de efterspørger finansielle aktier.

Og der er ikke noget at sige til, at investorerne tænker sig om en ekstra gang, inden de fylder bankaktier i porteføljerne, for i branchen har man heller ikke ubetinget fidus til konkurrenterne. Således har flere af de kendte finanshuse haft travlt med at nedjustere anbefalingerne på hinanden.

Der kommer også jævnligt rapporter fra kreditmarkederne om de stramme betingelser, for bankerne udviser i øjeblikket den allerstørste agtpågivenhed, inden de låner penge ud - et forhold, der risikerer at stække den økonomiske vækst i endnu højere grad en frygtet.

Alvorlig situation


..

Læs også