En fed fidus

Medicinindustrien falder over sig selv med allehånde bud på fremtidens mirakelkur mod fedme. Mindst 25 produkter er på vej ud på markedet, men ingen af selskaberne har bevist, at medicinen virker og er uden bivirkninger.

Fortsat fra forsidenUndskyld! Det er ikke et bevidst forsøg på at ødelægge den gode stemning. Det er heller ikke i en formodning om, at det især skulle være julen, der gør det.

Men det er altså et faktum: I øjeblikket er der omkring halvanden milliard overvægtige mennesker i verden, og omkring 400 millioner af dem er svært overvægtige eller fede.

I 2015 - altså om sølle syv år - vil der nok være tre milliarder overvægtige mennesker på kloden. 700 millioner af dem vil være fede. Det spår verdenssundhedsorganisationen WHO.

Den dårlige nyhed er, at det er meget usundt at være alt for tyk, så mange af dem vil være syge og have det dårligt.

Den gode nyhed - sådan kynisk betragtet - er, at der er penge i det.

Er der nogen, som ved noget om det, er det medicinindustrien. Inden for de seneste uger har vi også i vores del af verden fået en række nyheder om produkter, som er på vej, og som netop skal kurere de svært overvægtige.

Danmark er absolut ikke sejlet agterud, vores størrelse taget i betragtning. Den største danske medicinkoncern, Novo Nordisk, er ved at afprøve en diabetesbehandling, Liraglutide, for at se, om den også virker mod svær overvægt på ikke-diabetikere. Et nyligt gennemført forsøg tyder på, at ideen holder.

Et andet håbefuldt projekt kommer fra en betydelig mindre aktør, biotekselskabet 7TM Pharma, som også er ved at afprøve sin lægemiddelkandidat Obinepitide i mennesker, og også den tegner lovende.

Der er også det børsnoterede biotekselskab NeuroSearch, som håber på, at stoffet Tesofensine kan hjælpe fede mennesker af med noget af den livstruende overvægt.

I alt er mindst 25 lægemiddelkandidater beregnet mod fedme ved at blive udviklet verden over, opgjorde en undersøgelse for nylig. De kommer fra både små biotekselskaber og nogle af de helt store medicinkoncerner.

Det, de indtil videre har til fælles med både hinanden og den forholdsvis lille gruppe fedmebehandlinger, som er markedsført, er, at de egentlig ikke har demonstreret, at de virker.

En gruppe forskere satte sig ned og gennemtrawlede en række af de helt store forsøgsprotokoller for tre allerede markedsførte antifedmeprodukter: Xenical fra Roche, Meridia fra Abbott og Acomplia fra Sanofi-Aventis. For nylig kom så resultatet: Det er ikke sådan, at man slet ikke taber sig, hvis man tager behandlingen - det gør man i alle tre tilfælde. Godt nok ikke så meget, men dog noget - mellem 2,9 kilo og 4,7 kilo.

Men der var også en pris at betale for patienterne - en heftig én for nogle, viste analysen. Nogle blev depressive af fedmebehandlingen, og det er højest uheldigt, idet svært overvægtige i forvejen er oftere ramt af depression end normalvægtige. Andre fik forhøjet blodtryk, hvilket også er uheldigt, fordi hjertet i forvejen er belastet hos svært overvægtige. Andre igen fik kvalme - hvilket for nogle måske ikke er en bivirkning, for det fjerner jo appetitten og kan dermed sågar være en del af behandlingen. Men det er ubehageligt.

De danske selskaber krydser også ord-klinger over bivirkninger og effekt. Både Novo Nordisk og 7TM Pharma slår på, at deres kandidater er en hormon-behandling, som ikke går ind i hjernen og påvirker den direkte. De giver altså ingen depressioner, men påvirker i stedet vores fornemmelse for appetit og mæthed. Til gengæld kan man så få kvalme af både Liraglutide og Obinepitide.

NeuroSearchs Tesofensine påvirker hjernens humørcenter - men i stik modsat retning, har selskabets direktør forklaret. Tesofensine virker altså antidepressivt.

Et andet diskussionsemne mellem dem er måden, behandlingen skal tages. Nogle skal spises som pille, hvilken ingen patienter vil betragte som en hindring. Men f.eks. Novo Nordisks Liraglutide skal sprøjtes eller stikkes ind i huden, og det får nogle analytikere til at være skeptiske.

Man skal for det første overbevise mennesker, som ikke fejler noget i traditionel forstand, om, at de er syge og skal tage medicin i form af en sprøjte, påpeger analytiker Time Race fra investeringsbanken ING. Og for det andet skal de ikke bare tage det i en kortere periode - de skal sandsynligvis tage det i årevis. Med de erfaringer, man hidtil har haft, vil de formentlig ikke tabe sig mere end højst 10 pct. af kropsvægten. Alt i alt tror Tim Race ikke på, at Liraglutide bliver noget stort marked.

Men lidt har måske også ret. For i denne forbindelse er »lidt« af markedet faktisk en hel del.

Det fremgår af et lille regnestykke, som aktieanalytikerne hos Citibank for nylig lavede i en analyse af netop Novo Nordisk:

Der er 165 millioner svært overvægtige ikke-diabetikere i hovedmarkederne i verden. En markedsindtrængning på 1 procent, dvs. at medicinselskabet får fat i en ud af 100 potentielle patienter, betyder en salgsmulighed på 3,3 mia. dollars, hvis man regner med, at det koster seks dollars om dagen og patienterne passer dosis 90 pct.

Så der er altså plads til en hel del skeptiske patienter, hvis bare en lille del af dem tror på ideen.

Til medicinindustriens fordel må man nok også lægge alverdens overvægtiges forhåbninger. For tænk, hvis nu en pille eller et dagligt eller ugentligt prik med en sprøjte kunne tage et betragteligt stykke af vægtens urskive.

Alle medicinselskaberne har oplevet, at de bliver nærmest bestormet af villige patienter, når de skal i gang med nye forsøg med en fedmebehandling.

Dertil kommer, at mangt et sundhedsvæsen nok også vil være villig til at yde statsstøtte i form af medicintilskud til en behandling, som kunne løfte en del af den enorme økonomiske byrde væk, som de svært overvægtige udgør, fordi de har så mange følgesygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Men før Novo Nordisk og de andre medicindirektører tænder cigaren, skal de overbevise videnskabsfolkene og os andre, der også er kloge - om end af skade - om at deres medicin virker ikke kun nu, men også i længden.

Netop den blivende effekt har hidtil været en af de helt store udfordringer, hvad enten man taler kemikalier, biologiske lægemidler som hormoner eller gemene slankekure. Hvis ikke medicinindustrien selv er klar over det, kan de spørge en enkelt eller tre af de hundreder af millioner af kvinder, der har regnestykket i hovedet:

Hvis man lægger alle de kilo sammen, man burde have tabt på alle de slankekure, man har været på, ville man stå med en minus-vægt, der sugede badevægten fast i gulvet. I stedet står man med et facit af regnestykket, som til stor forundring faktisk er en vægt, betragteligt højere end den, man havde i udgangspunktet, da man opgav at lukke knapperne på de første cowboybukser.

Vi almindelige mennesker er øjensynligt forholdsvis nemme at narre. Men der skal nok lidt mere fakta på bordet, når sundhedsvæsenet skal overbevises om at betale for behandlingen. Og de svært overvægtige skal lægge krop til en behandling, som tilsyneladende ikke fås helt bivirkningsfri.


Læs også