Rød magi på pause

Venezuelas præsident, Hugo Chávez, har lidt et nederlag på den politiske front. Økonomisk går det bedre.

Buenos Aires

Mandag kunne Venezuelas 26 mio. indbyggere have vågnet op til en mere socialistisk og antiimperialistisk stat med en svagere beskyttelse af privat ejendom end tidligere.

De kunne have indtaget morgenkaffen (uden mælk og sukker, for den er der stor mangel på) med visheden om, at magten ville være centraliseret omkring en præsident med fuld kontrol over centralbanken og dens bugnende reserver.

Under bruseren - for dem, der har - kunne de have grublet over præsidentens udvidede beføjelser til at tegne og udviske linjer på landkortet og finansiere en såkaldt "populærmagt" i form af direkte udpegede kommunale råd. Og siden kunne de have åbnet avisen og læst om yderligere over 60 ændringer i forfatningen inklusive nedsættelse af arbejdsdagen fra otte til seks timer og udvidet social bistand til ikke-registrerede arbejdere. Noget, som slet ikke krævede en ændring af forfatningen, men fulgte med som lokkemad.

Men alt det bliver der ikke noget af i denne omgang. Til overraskelse for mange stemte et knebent flertal af venezuelanerne søndag imod præsident Hugo Chávez' plan om at konvertere det olierige Venezuela til noget, der minder om et nyt Cuba. Overraskelse, fordi Chávez siden magtovertagelsen i 1999 groft sagt har fået gennemtrumfet, hvad han ville.

Men Chávez' socialistiske vilje er foreløbig sat på pause. Analytikerne spekulerer i, om oppositionen nu kan samle sig i trods som mere end blot antichavister, og om præsidenten »holder kæft,« som den spanske konge bad ham om i sidste måned, eller blot tager en puster for derefter at buse videre med andre midler for at gøre sin socialistiske drøm til virkelighed.

Imens kan man passende stoppe op og se på Venezuelas økonomiske realiteter efter ni år med Hugo Chávez.

I generelle træk er der både skidt og kanel. Men høje oliepriser sikrer mest af det sidste.

Shoppingcentrene bugner af mennesker, der river de sidste teknologiske skrig ned fra hylderne. Tusinder af kvinder går til kirurgen for at få fikset brysterne op.

Bilsalget er rødglødende og slår alle rekorder. De importerede modeller går bedst, og ordrelisterne vokser. Både bilsalg og detailsalg er steget med omkring 50 pct. i forhold til samme tidspunkt sidste år.

Målt i bruttonationalprodukt er Venezuela hastigt på vej til at blive Sydamerikas rigeste land. Ifølge Valutafonden passerer Venezuelas BNP 10.000 dollars pr. indbygger næste år, mens Chiles til sammenligning ligger lige over 7.000 dollars.

Fire år i træk har den økonomiske vækst ligget på over 10 pct. Prognoserne for fremtiden viser dog noget mere moderate rater. Statsbudgettet har stort overskud, idet der sidste år blev eksporteret for 63 mia. dollars og importeret for 42. mia. - et tal i hastig vækst, fordi Venezuela importerer alle slags varer på grund af en temmelig ensrettet hjemmeindustri: Olien.

Chávez' hovedkunde er den ideologiske "fjende" - USA, som sidste år købte olie eller relaterede produkter for omkring 40 mia. dollars.

200 års godt gammeldags handelsfællesskab fornægter sig nemlig ikke. Samhandlen mellem de to lande havde i 2006 en værdi af 47 mia. dollars - over en fordobling på fire år.

Meget skyldes naturligvis de skyhøje oliepriser. Chávez har forsøgt at sælge mere til Asien og især Kina, men der er stadig tale om pebernødder i forhold til handlen med USA.

Men samtidig har de seneste måneder været præget af udstrakt mangel på basisvarer som mælk, sukker, mel og æg. Regeringen siger, at manglerne skyldes en kombination af høj global efterspørgsel på fødevarer og eksploderende hjemlig efterspørgsel på snart sagt alt, fordi også de fattige har fået penge på lommen.

Andre hævder, at årsagen skal findes i rasende korruption i regeringens egne rækker efter tre års priskontrol med et omfattende sortbørsmarked som konsekvens.

Mindre end 10 pct. af Venezuelas samlede eksportindtægter stammer fra ikke- olie-relaterede produkter, og heri ligger økonomiens svaghed og et potentielt problem, mener blandt andet Verdensbanken, fordi historien - også Venezuelas egen - viser, at en økonomi alene baseret på olieindtægter er særdeles sårbar, hvis olieprisen falder.

Problemet er, at væksten ikke genereres af en national industri, der skaber arbejdspladser og diversificering, men blot højere oliepriser og deraf følgende forbrug på baggrund af import. Situationen afspejles også i inflationen, der ligger omkring de 20 pct., hvilket er næsten dobbelt så høj som regeringens mål og en kraftig advarsel om en økonomi på vej til overophedning. Priskontrollerne blev indført for at dæmpe inflationen, men hidtil uden succes.

Flere økonomer venter ikke store forandringer efter Chávez' nederlag, hovedsageligt fordi han stadig besidder magt nok til at styre økonomien, som han vil. Flere går så langt som til at sige, at Centralbankens autonomi allerede er inddraget og angiver som grund, at det for hver dag er sværere at få adgang til økonomiske nøgletal.

Andre siger, at restriktioner og skatter på bankvirksomhed allerede er indført, så en forfatningsforandring i realiteten ikke ville have haft nogen synderlig virkning på det område. Ifølge Moody's falder bankernes indtjening kraftigt i disse år.

Gennemførslen af annoncerede nationaliseringer af olie-, el- og telefonselskaber har sendt børsen i Caracas på nedtur og amerikanske oliepartnere på hjemtur. Udenlandske investorer tænker sig om flere gange, før de går ind.

Usikkerheden omkring fremtidsplanerne accelerer kapitalflugten, eftersom rige venezuelanere og private virksomheder søger aktiver i euro eller dollars i udlandet. Venezuelas møntfod, bolívaren, handles på gaden til 6.100 for en dollar, mens den officielle kurs er tre gange lavere. Alt sammen skyldes landets stramme valutakontrol, som har vakt en uformel, milliardomsættende økonomi til live.

Ifølge den officielle propaganda "sår" regeringen olien blandt de fattige venezuelanere via sociale programmer, som finansieres direkte af det statslige olieselskab Pdvsa. Af samme årsag er antallet af fattige indbyggere ifølge de officielle tal faldet fra 70 pct. til 30 pct. i løbet af ni år, men uafhængige analytikere anslår satsen til stadig at ligge over 50 pct.

Samtidig er arbejdsløshedsprocenten mindst 10 og langt højere, hvis man tæller landets uformelle arbejdere med.

Olieanalytikere anfører, at de sociale programmer dræner Pdvsa for nødvendige investeringer til at vedligeholde og udvide produktionen. Ifølge regeringen producerer Pdvsa 3,3 mio. tønder olie dagligt, men OPEC angiver produktionen til kun 2,4 mio. tønder. Olieanalytikere vurderer, at en tredjedel går til hjemligt forbrug, fordi statstilskud holder prisen på benzin omkring 15-20 øre per liter.

Faresignalerne synes ikke at bekymre Chávez synderligt. Så længe olieprisen er høj - Venezuelas regering forudser, at det vil den være i adskillige år endnu - har han rigeligt af midler at gøre godt med. Så rigelige, at også andre latinamerikanske nationer nyder godt af Venezuelas oliemilliarder.

Chávez' seneste forslag i OPEC-regi går på at fastfryse olieprisen omkring de 100 dollars pr. tønde og sideløbende skabe en oliefond, der skal sikre billig energi til fattige lande.

Læs også