20 mio. i bonus

Olieindustriens topfolk har aldrig hørt til lavlønssegmentet, og Rex Tillerson (billedet) er ingen undtagelse.

Som bestyrelsesformand og administrerende koncernchef for verdens største olieselskab, Exxon Mobil Corporation, er han netop blevet tildelt en bonus på 20 mio. dollars som anerkendelse, fordi koncernens nettooverskud på har passeret 100 mio. dollars … om dagen.

Siden Rex Tillerson i januar 2006 overtog roret efter Lee Raymond, er kursen på Exxon Mobils aktier steget 57 pct.

Den bonus, som den 55-årige Rex Tillerson netop har fået tildelt, består da også af 185.000 aktier, der har en aktuel markedsværdi på 16,4 mio. dollars. Der knytter sig dog en række betingelser til aktierne, der skal anspore Rex Tillerson til at arbejde for fortsatte kursstigninger.

Julegaverne skulle dog også være reddet, idet Exxon Mobil-chefen oven i aktierne også får en kontant bonus på 3,36 mio. dollars.

Bestyrelsen har desuden besluttet at hæve hans løn for 2008 med 6,9 pct. til 1,87 mio. dollars.

Aflønningen af Rex Tillerson giver næppe anledning til den store ballade i Exxon Mobil, men bestyrelsen kæmper fortsat mod vrede aktionærer, der er oprørte over, at Lee Raymond i forbindelse med sin fratræden fik en samlet godtgørelse på 357 mio. dollars - eller 1,8 mia. kr.

klp

Læs også