Fragtskib trukket fri

Det russiske fragtskib "South Michelle", der fredag gik på grund ud for Assens, blev lørdag aften trukket fri og ligger nu ved kaj i Assens Havn.

Men der venter et retligt efterspil for den russiske kaptajn. Politiet fandt ham nemlig beruset, da de entrede skibet.

Det 2.856 ton store skib sejlede fredag på en sandbanke ved indsejlingen til havnen formentlig på grund af kraftig blæst.

»Da vi kom ud til skibet, fandt vi kaptajnen sovende med en ordentlig bjørn på. Han får nu en bøde for overtrædelse af søloven, for selv om skibet er grundstødt, skal det stadig have en mand, der er ansvarlig for at sejle skibet,« siger vagthavende Lars Thede, Odense Politi.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også