Sverige og den sorte kulkraft

I modsætning til Danmark kan Sverige regulere op og ned for den alternative energi.

Svenske Vattenfall er i lighed med danske Dong en statsejet energivirksomhed hjemmehørende i et land, der priser sig af en grøn profil. Klimapåvirkningen kommer her med vinden sydfra, hvor røgen fra store kulfyrede kraftværker driver ind over det svenske landskab.

For hinsidan produceres broderparten af al el og varme af vandkraft, atomkraft og biobrændsel. Det klimagrønne billede forstyrres kun af nogle få gasfyrede værker, der fylder ganske lidt i det store svenske energilandskab.

Men i det flade terræn på vores side af Øresund er atomkraft forbudt, og kun ganske lidt vand evner at løbe nedad med en kraft, der kan give strøm i kontakterne.

Faktisk har vi her i landet kun et lille vandkraftværk ved den kunstige Tange Sø. Og netop den danske vandkraftsundtagelse kæmper grønne kræfter for at få fjernet med det mål at genskabe Gudenåen i sit gamle løb med tilhørende gode gydepladser for laksen.

Men vinden blæser mere stabilt og med større styrke end i vores naboland. Igennem årtier har vi udnyttet den position til at udbygge verdens største koncentration af vindmøller, der i dag er oppe på at levere en femtedel af vores elforbrug.

I Sverige kan den grønne energi styres minut for minut ved at regulere vandstrømmen gennem kraftværkernes turbiner. I Danmark må vi acceptere, at vindmøller leverer strøm, som vinden blæser. Derfor bliver vi nødt til at have så stor kapacitet af kraftvarmeværker fyret med kul, olie, gas og biobrændsel, at vi kan forsyne hele landet med el og varme, når vinden går i nul.

Teoretisk kunne vi nedlægge en del af den forurenende produktion for i stedet at importere grøn vandstrøm fra vores nordiske broderlande i vindstille perioder med stort forbrug.

Men Vattenfalls ejere har for vane i netop nogle af de perioder, hvor vi har allermest brug for strøm udefra, at drosle ned for strømeksporten fra Sverige til Sjælland. Årsagen er et politisk krav om, at prisen på el i Sydsverige aldrig må være højere end mod nord, hvor vandet buldrer ned fra bjergene.

Problemet er en flaskehals i elforbindelserne fra Nord- til Sydsverige, der i Skåne, Halland og Blekinge ville give højere elpriser, hvis danskerne i perioder med stor efterspørgsel fik mulighed for frit at købe el på den andens side af Øresund.

Derfor neddrosler svenskerne i de perioder eleksporten over Øresund til et niveau, hvor udbud og efterspørgsel i Sydsverige kan klares til nordsvenske priser.

Til gengæld må vi i Danmark fyre ekstra i kraftværkskedlerne. Det luner i energiselskabernes kasser, mens CO -2 -udslippet til atmosfæren stiger hos os, hvor over halvdelen af elproduktionen leveres af kulfyrede kraftværker.

Det giver en ekstra indtjening til Danmarks største energikoncern, Dong. Men den svenske stat vinder et næsten tilsvarende beløb. For Vattenfall har overtaget en række af Danmarks største kulfyrede kraftværker. Faktisk fyrer svenskerne årligt omkring to mio. tons kul ind i deres danske kraftværkskedler.

Omvendt kan prisen på el i perioder med lavt elforbrug og megen vind blæse langt ned på det danske marked, hvor vindmøllernes vinger drejer rundt i højeste gear. Netop det kunne tale for at udbygge elforbindelser sydpå til det tyske marked, hvor el generelt afregnes til højere priser. Men interessen fra tysk side for at give de tyske forbrugere øget adgang til billig dansk vindstrøm har indtil videre været begrænset.

I modsætning til forholdet mellem Danmark og Sverige er der ingen politisk regulering. Elnettet i det nordlige Tyskland ejes mod vest af E.ON, mens statsejede svenske Vattenfall dominerer mod øst.

Efter de tyske regler kan de to selskaber selv vælge, hvordan de vil geninvestere overskuddet fra driften af elnettet. Eksempelvis kan de bruge hele overskuddet til lokalt at udbygge og vedligeholde det nordtyske elnet uden at afsætte midler til at etablere nye kraftigere elforbindelser til Skandinavien.

Det er netop den model, de har valgt. Ud fra en kommerciel betragtning kan det betegnes som en fornuftig prioritering, da deres store tyske kraftværker ellers ville blive presset på prisen af billigere grøn strøm fra nord.

For Vattenfall er der tale om milliardinvesteringer af en langt større skala end deres danske kraftværkskøb, og i modsætning til i Sverige og i Danmark er der tale om udbygning med udskældte kulkraftværker. For tyskerne er fanget i en politisk fælde, som de selv har skabt.

Udgangspunktet er en politisk beslutning fra 2005 om en gradvis udfasning af den tyske kernekraft, der i dag står for lige over en fjerdedel af den tyske elproduktion. Stadig flere tyske politikere er begyndt at indse, at det var en energiøkonomisk vovet beslutning. Udfasningen kan godt nok forhales, men en afblæsning er utænkelig i dagens Tyskland, hvor der endelig er faldet ro omkring A-kraften efter en årrække med massive og ofte voldsomme protestaktioner mod atomkraft og blokader mod transporter af atomkraftsaffald.

Samtidig ønsker tyskerne for alt i verden at undgå en situation, hvor de øger brugen af importeret russisk gas i et omfang, der reelt giver russerne en finger på kontakten til den tyske elforsyning.

Vindkraft kan kun være et supplement til, men ingen erstatning for, en forventet faldende produktion af el fra atomkraftværker. Dels er der meget længere mellem gode lokaliteter for opstilling af vindmøller i Tyskland end i Danmark. Dels vokser det tyske elforbrug i øjeblikket hurtigere end stigningen i produktion af tysk vindstrøm.

Tilbage blandt det, der batter noget, er biobrændsel og kul. Den første er økonomisk presset af stigende priser og stadig større produktion af biodiesel og alkohol, der fyldes i biler frem for kraftværker.

Til gengæld har Tyskland masser af kul. Det gælder i særdeleshed brunkul, hvor der nemt tilgængeligt i den tyske jord ligger reserver til mere end 100 års forbrug.

Det er på den baggrund, at den tyske regering for snart et par år siden besluttede, at alle nye kulkraftværker i deres første 14 driftår gratis vil få tildelt kvoter til at dække udledningen af al den C0 -2 , som går op igennem skorstenene i forbindelse med deres elproduktion.

Med et slag kom der for første gang i mange år god økonomi i at bygge nye kulkraftværker hos vores nabo i syd. For CO -2 -afgiften havde givet elprisen et spark i vejret. Eller sagt på mere jævnt dansk, den målrettede klimaindsats for at begrænse afbrændingen af fossile brændstoffer gjorde det for første gang i mange år igen lukrativt at bygge kraftværker til afbrænding af kul i Tyskland.

Igen var statsejede svenske Vattenfall hurtig ved den kommercielle havelåge og satte allerede i starten af sidste år gang i bygningen af to store kulfyrede kraftværker i det tidligere Østtyskland.

I sidste uge fik danske Dong så tæsk i TV for at have søgt om og fået tilladelse til at bygge sit første tyske kulkraftværk, der per produceret kWh kun udleder lige over halvdelen af den C0 -2 , som Vattenfalls kraftværk i den østtyske by Peitz sender op i luften.

Men i modsætning til Vattenfall, er der ingen garanti for, at Dongs planer bliver til virkelighed. For EU Kommissionen har sagt til Tyskland, at de ikke må fritage nye værker for C0 -2 -agifter. Står den beslutning fast, falder økonomien sammen omkring Dongs planer om at investere 15 mia. kr. i et kulfyret værk ved Østersøbyen Greifswald.

..

BRANCHENYT
Læs også