Smitte kan brede sig

Flere udbrud af fugleinfluenza i Polen får nu Fødevarestyrelsen til at hejse advarselsflaget på dansk jord også.

Udbruddene i Polen er i fjerkræbesætninger, men smitten kan bæres videre af vilde fugle.

Danskerne opfordres til at holde øje med døde svømmefugle i naturen.

»Selv om udbruddene i Polen er et stykke vej fra Danmark, og vi i øjeblikket ikke er i en periode med bevægelser i vildtfuglebestanden, vurderer vi, at det er nødvendigt at være opmærksom på ændringer i vores egen bestand af svømmefugle. Særligt i området omkring Østersøen. Hvis man finder døde fugle som for eksempel svaner eller lappedykkere ude i naturen, vil vi meget gerne have det at vide, fordi smitten kan bringes rundt af vilde fugle,« siger chefkonsulent i Fødevarestyrelsen Stig Mellergaard.

Samtidig understreger styrelsen, at risikoniveauet for fugleinfluenza i Danmark stadig vurderes som lavt. Derfor kan fugle og fjerkræ fortsat gå ude uden net-overdækning.

/ritzau/



Læs også