It-branchen går på damejagt

Arbejdsmiljø Mange danskere opfatter it-branchen som mandsdomineret og stresset. Det billede af branchen skal ændres, så flere unge kvinder vælger it-vejen. Målet er at få en ligelig kønsfordeling.

Dorthe Dahlin Irvold, der i en årrække har været marketingchef hos Cisco Danmark og nu sidder i en lignende nordisk stilling, mener, at it-branchen har mange fordele, blandt andet er den meget fleksibel. Foto: Bo Svane Foto: Bo Svane

Der er alt for få kvinder på de danske it-arbejdspladser. Det fastslår interesseorganisationen IT-Branchen, der helst så en kønsfordeling på 50 procent mænd og ditto kvinder i branchen. Helt realistisk er dette mål nok ikke i den nærmeste fremtid, for tallene for kønsfordelingen ligger i dag på henholdsvis 77 og 23 pct. i de danske databehandlingsvirksomheder.

»Det er utrolig vigtigt at få flere kvinder i branchen, for dels går vi glip af halvdelen af talentmassen, hvis vi ikke appellerer til kvinder, og dels fungerer arbejdspladser med en balanceret kønsfordeling bare bedre,« siger Mette Lundberg, chefkonsulent i IT-Branchen, som samtidig mener, at it-jobbene faktisk appellerer til kvinder:

»Der er typisk moderne arbejdsformer, en fleksibel arbejdskultur, masser af teamwork og en flad ledelsesstruktur, som mange kvinder efterspørger. Men desværre lider vi stadig under et dårligt image,« siger hun.

Ifølge en image-rundspørge, som branchen fik lavet i efteråret, opfatter danskerne it-branchen som mandsdomineret og stresset. Det billede kan IT-Branchen ikke genkende, og Mette Lundberg forklarer, at der nok er mange mænd i branchen, men det betyder ikke, at der hersker mandlige værdier som hård konkurrence, stress og mange arbejdstimer. Tværtimod fremhæver hun samarbejde, projektledelse, tværfaglighed og internationalt arbejde som branchens forcer.

»Vi havner yderligere i en ond cirkel, fordi mange unges uddannelses- og karrierevalg er præget af deres mødre, og vi har ikke særlig mange mødre ansat i branchen. Derfor er de unge ikke bevidste om mulighederne inden for arbejde med it.«

Interesseorganisationen arbejder derfor på at opsøge og gå i dialog med de unge især kvinder. Bl.a. fortæller et hold af it-rollemodeller om deres dagligdag og job på gymnasierne, og 9. klasses elever bliver inviteret i praktikforløb tilrettelagt af IT-Branchen hos virksomhederne, som gerne skulle give de smag for fagets muligheder.

Mændene dominerer


..

Læs også