Spam-sag hos politiet

POLITIANMELDELSE Forbrugerombudsmanden fastholder sin hårde linje over for virksomheders brug af spam-mails til at kapre nye kunder. Endnu en virksomhed er meldt til politiet.

Det drejer sig om virksomheden Partnerservice Hver Gang ApS, som forbrugerombudsmand Henrik Saugmandsgaard Øe mener har overtrådt markedsføringsloven ved at udsende 750 e-mails til eksisterende og potentielle kunder.

Problemet er blot, at kun halvdelen af kunderne havde givet tilsagn til virksomheden om, at de gerne ville modtage reklame-mails - populært kaldet spam-mails. De øvrige 375 modtog uopfordret spam-mails, hvor Partnerservice Hver Gang ApS tilbød sine ydelser, og det er i strid med markedsføringslovens § 6, stk. 1.

I tidligere tilfælde omkring brugen af spam-mails har retspraksis tegnet et billede af, at bødestørrelsen typisk lander omkring 100 kr. pr. ulovlig spam-mail.

For Partnerservice Hver Gang ApS betyder det udsigt til en bøde på omkring 37.000 kr., såfremt sagen ender med, at virksomheden findes skyldig i overtrædelse af markedsføringsloven.

mist

Læs også