Børs 3 genfødt

Børs 3 blev i 1996 lagt i graven, men for to år siden genopstod den i en ny forklædning: First North. Men fremtidsudsigterne er ikke de lyseste.

Københavns Fondsbørs manglede en markedsplads for morgendagens virksomheder. De var typisk små og kapitalsvage. Selskaber af den slags, der ikke helt kunne leve op til kravene for en notering sammen med de gamle sværvægtere.

Løsningen var lanceringen af Fondsbørsens børnehave, den såkaldte Børs 3.

Det var dengang i 1982, da aktier var noget, som blev handlet ved opråb, og den legendariske børsmægler Svend Allan Horwitz ved højtidelige lejligheder optrådte med høj sort silkehat.

Men Børs 3 blev lagt i den finansielle grav i maj 1996. Dødsårsagen var manglende interesse. Kun i Dagbladet Børsens daglige aktieberetning havde nogle af selskaberne haft et reel liv på grund af til tider sære kursspjæt, når en lille håndfuld spekulanter løb ud og ind af de samme aktier.

Men for nøjagtigt to år siden genopstod Børs 3 i en ny finpudset version. Navnet var moderniseret til First North. Det lyder mere internationalt og har en smag af hightech.

Den danske spilproducent Deadline Games blev den 13. december 2005 som den første aktie noteret på First North.

En ganske lovende børskandidat.

Medarbejderne i det lille selskab havde igennem en årrække bevist, at de kunne fremstille spil, som høstede anmelderroser i vore hjemlige medier. Og nu havde den internationale spilgigant Eidos besluttet sig for at finansiere udviklingen af en efterfølger til Deadlines første reelle udenlandske succes, actionspillet Total Overdose.

Investorerne stod her med mulighed for at købe sig ind i det, der for alvor kunne blive Deadlines store internationale gennembrud.

Milliardæren Peter Forchhammer var igennem sit selskab Synerco største aktionær i selskabet med en ejerandel på 35 pct. Ifølge prospektet udstedt forud for børsnoteringen fremgår det, at han ønskede at sælge op til 106.333 aktier i forbindelse med børsnoteringen.

Men allerede den 14. december meddeler Synerco, at man har solgt mere end dobbelt så mange aktier som planlagt.

En lille uge senere rammer en nedslående meddelelse nyfødte First North. Eidos har ombestemt sig. Man vil alligevel ikke finansiere udviklingen af efterfølgeren til Total Overdose.

Siden introduktionen er kursen på Deadline Games aktier barberet ned med 63 pct. Men det er gået værre for tre andre af de sammenlagt 24 danske selskaber, der i løbet af de sidste par år er introduceret på First North.

Aresa fremavler blandt andet planter, der skifter farve, når deres rødder støder på landminer og sprængstoffer.

Men desværre viste det sig, at man i praksis ikke kunne få botanikken til at fungere efter hensigten. Siden introduktionen i februar sidste år har aktien mistet mere end to tredjedel af sin markedsværdi.

Et tab i nogenlunde samme størrelsesorden har itfirmaet Wannakey præsteret på blot otte måneders notering.

Og så er der den fantastiske historie om ejendomsselskabet Abaris.

Abaris blev introduceret på First North i april som en sand kursraket. På blot to måneder blev selskabets markedsværdi 15 doblet til 1,3 mia. kr. Derefter begyndte aktien i zig zag at bevæge sig nedad. Den 17. oktober var selskabet dykket et lille stykke ned under 500 mio.-mærket.

Dagen efter kunne Morgenavisen JyllandsPosten afsløre, hvordan selskabet forud for sin børsnotering havde skabt sig en kæmpe fortjeneste på køb af en grund i Nordsjælland for to mio. kr. Den blev umiddelbart efter solgt videre til et selskab med flere forbindelser til Abaris med en fortjeneste på 20 mio. kr.

Det lignede umiddelbart fup og svindel.

I de følgende dage og uger blev der gravet mere frem af samme skuffe. Selskabet blev suspenderet fra First North på den næstsidste dag i oktober, og for tre uger siden blev Abaris sendt til tvangsopløsning af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen for at forhindre, at personer med forbindelse til selskabet skulle få mulighed for at løbe med de tilbageværende værdier.

Alt er selvfølgelig ikke lutter død og ulykke for de danske selskaber på First North. Men statistikken ser ikke køn ud. Et enkelt selskab er lukket. Yderligere seks har mistet mere end halvdelen af markedsværdien, siden den blev børsintroduceret. Fem har tabt mellem en tiendedel og en tredjedel af værdien.

Kun i seks selskaber sidder de aktionærer, som var med fra begyndelsen, tilbage med et plus.

I lighed med Børs 3 lider First North under en til tider uhyggelig lav interesse for aktierne. I kurslisterne skinner det for en række af First North aktierne i øjnene, at der ikke er registreret én eneste handel.

Dermed er der for mange af aktierne stort set kun betydelig handel ved selve børsintroduktionerne og efterfølgende kapitalpåfyldninger.

Netop her kommer man ind på First North's måske svageste punkt, som ligger i svaret på det klassiske spørgsmål: Hvem sætter prisen på grisen?

For storebrorbørsen OMX er svaret: De institutionelle investorer - herunder de store pensionskasser, hvor professionelle aktører har målt og vejet en ny aktie, inden de byder ind. Deres dom bliver typisk blindt fulgt af de private investorer: De nøjes med at bestille et bestemt antal aktier.

På den danske del af First North glimrer de store institutionelle investorer ved deres fravær. Så her er det udbyderen og hans rådgivere, der sætter prisen på grisen.

Selvfølgelig er det ikke uærlige folk. Og naturligvis vil de gerne have tilfredse kunder.

Men fristelsen til at tage en god pris er stor.

Det er måske her, man finder forklaringen på, at storbankerne - herunder Danske Bank og Nordea - ikke har stået for det praktiske i forbindelse med én eneste af de 24 danske noteringer på First North.

Det har til gengæld rigmandsbanken Capinordic, der har Peter Forchhammers selskab Synerco som storaktionær. Banken har deltaget i introduktionen af en række selskaber på First North herunder Notabene.net, hvor Synerco er storaktionær. Samtidig har Capinordic været særdeles aktiv i leverancer af aktieanalyser af en række af de samme selskaber.

Nogle kalder det kasketforvirring, andre en hel naturlig fødselshjælp for meget unge virksomheder på et tidspunkt, da almindelige mennesker med en lille investering får mulighed for at hente en stor kursgevinst.

Netop Notabene.net har med en kursstigning på 140 pct. siden introduktionen i foråret 2006 været First North's største danske succeshistorie.

Men netop her ligger det næste store problem.

For til næste år forlader Notabene.net First North til fordel for den store OMX-børs. Tilbage hos First North forbliver alle dem, der ikke formår at vokse sig store og indtjeningsstærke. For i modsætning til ude i den rigtige verden er der ikke nogen aldersgrænse for selskaberne, som går i børsens børnehavne.

De svage bliver tilbage. Holder de sig levende, bliver der flere af dem år for år. Det er ikke særligt spændende set ud fra en investeringsbetragtning.

Det store spørgsmål er derfor, om First North i sin nuværende form når at holde blot halvt så mange fødselsdage som Børs 3, der jo trods alt levede i 14 år.

Læs også