Lysten til at gå kontant

Man kan ikke fortænke nogen i at overveje at gå kontant i disse tider. Men de, der gør det, bør vel dybest set overveje, om de skal investere i aktier overhovedet.

For aktier har det med at stige og falde.

Efter at have læst forudsigelser og analyser fra forskellige banker tegner der sig dog dette billede.

Vi går ind i et usikkert aktieår, men årsagen til, at det kan bekymre nogen, er, at vi har vænnet os til usædvanligt høje afkast de senere år.

Vi er simpelthen blevet forvænte. Og det er i sig selv med til at forstærke usikkerheden, mener eksperterne.

Men de mener også, at der ikke er grund til panik. En af dem er Jyske Banks aktiestrateg Per Hansen.

»Den gode nyhed er, at investorerne synes at være så nervøse, at selv en fortsat negativ nyhedsstrøm sandsynligvis vil få aktiekurserne til som minimum at stabilisere sig de kommende måneder,« mener Per Hansen.

Han peger på, at aktierne ikke er specielt dyre. Det er det, analytikerne betegner som »ikke højt prissat.«

Samme holdning har Formuepleje, et formueforvaltningsselskab, der har opført sig så skråsikkert gennem hele krisen, at det kan blive nødvendigt med en ny standard for kontormøbler, hvis krisen fortsætter!

Men Formuepleje har hele tiden forholdt sig til fakta, og de er:

Selv med en nulvækst i indtjeningen de næste fem år er aktiemarkedet ikke dyrt, og med blot en lille indtjeningsvækst bliver markedet billigere og billigere...

Læs også