Kalveeksport stiger

Danske spædkalve sættes igen om bord på en lastbil med retning mod Holland for at blive opdrættet som sødmælkskalve, skriver Landbrugs Avisen.

Sødmælkskalve er en produktionsform, der har været hårdt kritiseret. Kalvene fodres udelukkende med mælkeerstatning for at give kødet en lys farve, så spædkalvene har ikke adgang til kraft- og stråfoder. Opdræt af sødmælkskalve har længe været forbudt i Danmark, men i stedet er danske kalve kørt til Holland. I 2000 eksporterede Danmark 65.000 kalve til Holland, men i de efterfølgende år gik eksporten helt i stå. Men nu køres spædkalvene igen til Holland.

Formanden for Landsforeningen af Danske Kalveproducenter, Ove Eriksen, forventer, at mellem 4.000 og 5.000 danske kalve bliver eksporteret i 2007.

EU har i år strammet reglerne for sødmælkskalve, så de skulle få det bedre. Men indehaveren af Husdyrformidling Syd, der årligt omsætter 10.000 kalve, Frederik Clausen, håber, at eksporten stopper.

/ritzau/

Læs også