Flere Bombardier-fly

Luftfart SAS er på vej til at indkøbe nye fly fra canadiske Bombardier, som afløser for de skrottede og udskældte Dash-fly.


Mandag er der bestyrelsesmøde i SAS, hvor man blandt andet skal diskutere hvilke fly, der permanent skal sættes ind i stedet for de 27 afskrevne Dash 8 Q400-fly, som i efteråret var involveret i tre alvorlige havarier i SAS-regi. Det kan meget vel ende med et fortsat samarbejde med den canadiske producent Bombardier, selv om Dash-sagerne har ført til en verbal krig om skyld og et erstatningskrav fra SAS på mindst 500 mio. svenske kroner. Ritzau erfarer, at SAS Danmark på bestyrelsesmødet indstiller, at Dash-flyene erstattes med jetfly af typen CRJ 700 og 900 fra Bombardier.

SAS Danmarks pressechef, Jens Langergaard, vil dog ikke bekræfte oplysningerne.

»Det er ikke noget, jeg ved, og hvis jeg vidste det, ville jeg ikke kunne kommentere det så tæt på et bestyrelsesmøde,« siger Jens Langergaard til Ritzau.

/ritzau/

Læs også