Kreditkrise overdrevet

Det værst tænkelige udfald af den internationale kreditkrise er, at ét års indtjening forsvinder i de berørte banker.

Banksektoren er dog så godt polstret, at effekten af kreditkrisen er overdrevet, konkluderer Bjarne Jensen, direktør i Bjarne Jensen Consult, i månedens Bankinfo. Egenkapitalen for den samlede banksektor er ikke truet.

»Tabene vil selv i det værst tænkelige scenarium kunne rummes i årets resultat, hvorved egenkapitalen som helhed kan forblive intakt, hvilket må være ganske fornemt i et kriseår. Overordnet set vil subprime-tabene således ikke udgøre den direkte trussel mod finanssektoren, som man ellers kan få indtrykket af gennem medierne,« skriver direktør Bjarne Jensen. Regnestykket viser, at den mest pessimistiske vurdering af tab lyder på 250 mia. dollar (1.200 mia. kr.). Det svarer til overskuddet i 330 amerikanske banker, der indgår i beregningsgrundlaget.

Sættes det anslåede tab i forhold til den samlede egenkapital på 1.804 mia. dollars i de 1287 internationale, børsnoterede banker, der indgår i beregningen, er der tale om en andel på 14 pct. Der er dog stadig væsentlige ubekendte.

/ritzau/

Læs også