Boligejere fokuserede på ydelsen

Realkredit Danmark vil ikke anbefale fastforrentede realkreditlån med en pålydende rente på 5 pct.

Mange boligejere fokuserer benhårdt på den månedlige ydelse, når de vælger realkreditlån, selv om det kan forøge gælden markant.

Det er langt fra optimalt, advarer Realkredit Danmark.

Her ser man eksempler på kunder, der vælger at optage fastforrentede realkreditlån med en pålydende rente på 5 pct., selv om kursen er under 95. Alternativet er et lån med en rente på 6 pct., som ligger tættere på kurs 100 og derfor giver et mindre kurstab.

»Vi anbefaler ikke 5 procentslån. Kurstabet er simpelt hen for stort. Men det er der kunder, som vælger at se bort fra, fordi de kan spare et par hundrede kroner i månedlig ydelse pr. million kr. i lån,« siger Elisabeth Toftmann Asmussen, seniorøkonom i Realkredit Danmark.

Realkredit Danmark har endda fået forespørgsler på lån med en pålydende rente på 4 pct. og kurser i niveauet 90, men sådanne lån har realkreditselskabet valgt ikke at udbyde.

For kortsigtet


Lånernes adfærd viser, at den månedlige ydelse spiller en stor rolle.

»Folk er meget fokuserede på ydelsen, og det er efter min mening meget kortsigtet. 5 procentslån er kun fornuftige, hvis man tror, at de lange renter vil stige, og det er der ikke meget, der tyder på. Vi forventer, at de vil falde de kommende seks måneder,« siger Elisabeth Toftmann Asmussen.

Hun peger på, at boligejere med et lån på en mio. kr. kan spare ca. 200 kr. om måneden eller 2.400 kr. om året i ydelse, hvis de vælger et fastforrentet lån til 5 pct. i rente frem for et tilsvarende lån med en rente på 6 pct.

»Til gengæld får de et kurstab i niveauet 50.000 kr. Der går altså mange år, før den lavere ydelse har tjent det hjem,« pointerer Elisabeth Toftmann Asmussen. kristoffer.brahm@jp.dk

Læs også