Den nye pengeelite

Statslige investeringsfonde fylder stadig mere på den globale scene. Senest er de kommet flere af verdens storbanker til undsætning med frisk kapital.

Union Bank of Switzerland (UBS) er det mest prominente europæiske offer for nedsmeltningen på det amerikanske boligmarked.

Vurderingen er, at UBS kommer ud af 2007 med sit første underskud nogensinde som følge af nedskrivningerne på bankens portefølje af amerikanske subprime-værdipapirer.

Situationen er så alvorligt, at bestyrelsen finder det nødvendigt at styrke UBS' kapitalgrundlag med 13 mia. schweizerfrancs. Men i stedet for at gå til de eksisterende aktionærer og bede om flere penge, har bestyrelsen forhandlet aftaler på plads med nogle af verdens største statslige investeringsfonde også kaldet Sovereign Wealth Funds eller SWF.

Ingen i dag råder over så enorme mængder af risikovillig kapital som disse statslige investeringsfonde, og ingen kan træffe så hurtige investeringsbeslutninger som netop disse fonde.

Der eksisterer ingen blot nogenlunde valide opgørelser om, hvor store formuer de statslige investeringsfonde råder over.

Abu Dhabi Investment Authority (ADIA) anses for at være den absolut rigeste SWF, men gå man ind på fondens hjemmeside www.adia.ae, er de eneste oplysninger adresse og telefonnummer. Alle data er derfor i bedste fald kvalificerede gæt, fordi ADIA's veje er uransalige.

ADIA nævnes som en af de mulige investorer i UBS, men andre i den schweiziske bankverdens rygtestrøm taler om en eller flere af de statslige saudi-arabiske investeringsfonde, der kontrolleres af kongefamilien, og som mange i mange tilfælde end ikke kende navnene på.

Vurderingerne af ADIA's formue svinger mellem 522 mia. dollars til 1.300 mia. dollars, hvilket - indrømmet - er et endnu større spænd.

Når spændet er så stort, skyldes det vurderinger af den risikovilje, som finansverdenen fra tid til anden har kunnet iagttage i de tilfælde, da man har vidst, at ADIA har været aktiv.

Man ved derfor, at ADIA har en del penge placeret i spekulative investeringsfonde med en høj risikoprofil, men følgelig også med chancer for store gevinster.

Selv hvis man anlægger det konservative skøn og sætter ADIA's formue til 522 mia. dollars og afkastkravet til moderate 5 pct., vil fonden med dagens dollarkurs hente et årligt afkast på godt 135 mia. kr., hvilket betyder, at der hver eneste dag året rundt skal investeres 371.077.644 kr. - heri endda ikke medregnet den del af De Forenede Arabiske Emiraters olieeksportindtægter, der løbende overføres til fonden, og som er grundlaget for dens formue.

Beløbet svarer i runde tal til, hvad olieselskabet Royal Dutch Shell dagligt investerer, men hvor Shells investeringer er detaljeret beskrevet i koncernens regnskaber, opererer hovedparten af verdens store SWF'ere bag lukkede døre uden nogen form for offentlig indsigt.

I teorien er det derfor muligt, at disse fonde kan styre penge-og råvaremarkeder uden nogen form for offentlig indsigt, og selv om der ikke eksisterer beviser for dubiøs adfærd, er flertallet af disse statslige investeringsfonde ikke underlagt nogen form for demokratisk kontrol, ligesom de foretrækker at arbejde i det skjulte.

Den manglende indsigt har fået bl.a. den tyske regering til at overveje lovgivning, som skal forhindre SWF'ere i at kunne investere sig til bestemmende indflydelse i børsnoterede selskaber.

Bekymringen i Berlin går ikke så meget på pengene som det forhold, at SWF'erne er gemt bag op til flere lag slør.

Til forskel fra institutionelle investorer som pensionskasser, forsikringsselskaber m.fl. har de statslige investeringsfonde i mange tilfælde ingen offentligt kendt strategi.

Hvor institutionelle investorer ofte er passive i den forstand, at de ikke søger direkte indflydelse i de selskaber, som de investerer i, er de statslige investeringsfondes strategi som oftest ukendt.

Når UBS er parat til at hente penge i Singapore og Mellemøsten, må udenforstående antage, at bankens bestyrelse har sikret sig, at de involverede SWF'ere ikke over natten øger deres aktieposter i banken og pludselig sidder med en kontrollerende minoritetsaktiepost.

Foreløbig har bestyrelsen dog ikke fundet det nødvendigt at orientere aktionærerne, ligesom man ikke har villet oplyse identiteten på ”redningsmændene”, hvilket har skabt uro i rækkerne og kan have skabt kimen til et aktionæroprør i den ellers så diskrete schweiziske storbank.

Den afgørende usikkerhed omkring de statslige investeringsfonde er deres langsigtede mål.

Statens Pensjonsfond i Norge er underlagt demokratisk kontrol og har alene til formål at opsamle overskuddet fra eksporten af olie og naturgas i den forholdsvis korte årrække, som det norske olieeventyr forventes at vare.

Hvis de to statslige fonde, der investerer i henholdsvis internationale og norske aktiver, forvaltes med kløgt, vil nordmændene med tiden have en pengetank, der kan lune på kolde dage.

Dermed være ikke sagt, at Statens Pensjonsfond ikke kan være en aggressiv investor, men der er åbenhed omkring strategi og investeringer.

Årsrapporten oplister således samtlige investeringer, deres markedsværdi, andel af udstedte aktier og andel af stemmer på generalforsamlingen.

Omvendt er den norske regerings holdning, at alle aktionærer i et selskab skal behandles ens, hvad enten der er tale om en lille, privat aktionær eller en private formueforvalter eller en national investeringsfond.

De politiske tiltag, der er undervejs i bl.a. Tyskland, er da heller ikke møntet på Statens Pensjonsfond, men derimod de SWF'ere, der gør alt for at leve skjult og godt, fordi de kan blive brugt til politiske formål.

Europa har med stigende bekymring iagttaget, hvordan den russiske stat under præsident Vladimir Putin siden efteråret 2003 har bemægtiget sig kontrollen med landets olie- og naturgasindustri.

I samme tidsrum er priserne på disse råvarer steget til rekordhøjder, for oliens vedkommende 99,29 dollars pr. tønde, hvilket har givet Kreml et økonomisk råderum af historiske dimensioner.

Rusland har ikke lagt skjul på, at landet via de statskontrollerede energiselskaber og den statslige stabiliseringsfond gerne vil investere i energisektoren i EU.

Udsigten til at få den russiske stat som mindretalsaktionær eller hovedaktionær i den europæiske energiindustri har sendt kuldegysninger igennem EU-landenes hovedstæder, fordi Rusland under Vladimir Putin har bevæget sig fra demokrati mod autokrati, hvilket det nyligt afholdte parlamentsvalg synliggjorde.

Både industrilandenes økonomiske samarbejdsorganisation OECD og den Internationale Valutafond (IMF) arbejder på at opstille kodeks for de statslige investeringsfondes adfærd, herunder de begrænsninger, som man lovgivningsmæssigt skal kunne pålægge dem.

Kernen i dette arbejde har været, at hvis de statslige investeringsfonde ikke ville acceptere et kodeks, ville de kunne blive udelukket fra at operere i OECD-landene, herunder investere på verdens største og mest attraktive aktiebørser i London, New York og Tokyo.

Den trussel undermineres imidlertid nu, da nogle af verdens største banker og investeringsbanker begynder at flette fingre med de statslige investeringsfonde.

UBS er ikke alene. Amerikanske Citigroup Incorporated henter penge i ADIA, Morgan Stanley i China Investment Corporation, og senest meldes Merrill Lynch i ”indledende forhandlinger” med Singapores statslige investeringsselskab Temasek Holdings.

USA har allerede en lovgivning, der giver staten ret til at gennemgå alle udenlandske investeringer i landet med henblik på at afgøre, om de kan true den nationale sikkerhed.

I praksis betyder det, at statslige investeringsfonde ikke får lov til at købe sig til kontrollerende aktieposter inden for infrastruktur, samfærdsel og andre områder, der anses for vitale.

Foreløbig er der tale om en periode, da alle afventer de politiske udspil.

Imidlertid står det klart, at især de statslige investeringsfonde, hvis indtægter hviler på eksporten af olie- og naturgas, vil vokse eksplosivt i de kommende år på grund af de historisk høje energipriser.

Da samtidig pengemarkederne er under pres som følge af den internationale kreditkrise, står de statslige investeringsfonde med muligheder for at foretage endog meget gode pengeanbringelser i en tid, da mange andre investorer trækker følehornene til sig og parkerer formuen i statsobligationer.

På den ene side er de statslige investeringsfondes milliarder velkomne.

På den anden side er de ilde sete, om ikke direkte uønskede.

Forude venter et opgør, der kan blive beskidt.

Læs også