Udsatte får en chance

ARBEJDSMARKED Socialt udsatte ledige kan udvikle sig til at blive god arbejdskraft, hvis de bliver sluset ordentligt ind på virksomhederne. Det mener et flertal af virksomheder, som CABI har spurgt i en ny meningsmåling. Og flere virksomheder er villige til at give de svage ledige en chance på arbejdsmarkedet.

Mere end halvdelen af de adspurgte virksomheder mener, at de kan få brugbar arbejdskraft ved at indsluse socialt udsatte ledige. Det viser en meningsmåling, som CABI - Center for Aktiv BeskæftigelsesIndsats og De Regionale Netværk har foretaget blandt netværkenes cirka 1.260 små, mellemstore og store medlemsvirksomheder. Det afgørende fællestræk mellem netværkenes virksomheder er, at de ser socialt ansvar som en opgave for virksomhederne.

»En rekordlav ledighed samt akut mangel på kvalificeret arbejdskraft giver en unik mulighed for at få socialt udsatte ledige i arbejde. Men det kræver, at virksomhederne er klar til at gøre en ekstra indsats, og det viser meningsmålingen heldigvis, at et stort antal vil,« forklarer Jette Porsmose Skylvad, en af De Regionale Netværks syv inspiratorer.

Socialt udsatte ledige dækker over personer, som har svære problemer ud over ledighed. Det være sig eksempelvis psykiske lidelser, helbredsproblemer, misbrug eller hjemløshed.

I meningsmålingen svarer næsten hver tredje af de adspurgte desuden, at en henvendelse fra en jobkonsulent kunne få virksomheden til at tage imod og eventuelt ansætte socialt udsatte ledige.

/ritzau/

Læs også