Børsaftale i mølpose

Det amerikanske børsselskab Nasdaq har trukket en erklæring om de komplicerede aftaler med Dubais statslige børsselskab Borse Dubai tilbage, skriver Reuters

Tidligere på dagen oplyste Nasdaq ellers, at den amerikanske regering har givet grønt lys for en aftale, der gør Borse Dubai til mindretalsaktionær i Nasdaq. Denne erklæring er trukket tilbage.

Tidligere på året lå de to selskaber i budkrig om at købe den nordiske OMX-børs, men budkrigen er nu afløst af et indviklet arrangement om købet af OMX. Dette arrangement omfatter blandt andet, at Dubai-selskabet får aktier i Nasdaq.

Men i meddelelsen siger Nasdaq, at denne del af aftalen alligevel ikke er godkendt endnu. Den første meddelelse blev udsendt ved en fejl, hedder det.

/ritzau/

BRANCHENYT
Læs også