Pengene bliver i familien

Verdens virkelige velhavere overlader ikke formueforvaltningen til andre. De etblerer familiekontorer, der plejer og nusser pengetanken.

Der bliver flere og flere af dem - multimillionærer og milliardærer.

Nogle i kraft af arv, stadig flere i form af iværksættere, der forvandler idéer til store værdier herunder personlig velstand i verdenseliten.

Med den voksende bestand af velhavere øges også behovet for mennesker med ekspertise i forvaltning af private formuer.

En del velhavere har ret beset ingen problemer med at forvalte formuen, da den er bundet i ét stort aktiv såsom aktier, som de ikke uden videre kan konvertere, men hovedparten af verdens velhavere lader deres formue forvalte ud fra princippet om at sprede investeringerne og herigennem reducere risikoen for tab. Og mange er nødt til at involvere andre i formueforvaltningen, da de ikke selv har den fornødne ekspertise.

Essensen er, at forholdsvis få mennesker besidder den nødvendige kompetence til at administrere formuer i de helt tunge vægtklasser. Med et utal af sindrigt konstruerede finansielle instrumenter er dagens investeringsmuligheder så mange og varierede, at end ikke de mest velbjærgede magter at følge med.

Selv de, der har skabt deres formue fra bunden, har primært gjort det på baggrund af særlig indsigt i et bestemt forretningsområde, men hverken iværksætterånd eller succes gør dem kvalificerede til at manøvrere igennem formueforvaltningens minefelt med minimal risiko og maksimalt afkast.

Traditionelt har de virkelige velhavere, eller hvad man i dagens forfladigede sprog betegner som de »superrige«, anvendt banker med speciale i privat formueforvaltning.

Gemt bag diskrete messingskilte og anonyme facader i Schweiz, Liechtenstein og andre steder, hvor diskretion er en spidskompetence, har de sørget for, at verdens største private formuer har overlevet krige, perioder med høj inflation, valutauro og andre hændelser, der ikke sjældent gør ubehagelige indhug i anderledes jordnære formuer.

De private banker har ikke nødvendigvis skullet levere de bedste formueafkast, men derimod en stabil og fornuftig realformuetilvækst, dels tillige har kunnet dække honoraret for bankens arbejdsindsats.

Nogle rigmænd har altid foretrukket selv at forvalte deres formuer.

Det begyndte (som altid) i USA og har herfra bredt sig til Europa - det private investeringskontor eller familiekontoret, som kendere foretrækker at kalde det.

I biografien om John D. Rockefeller Sr., "Titan: The Life of John D. Rockefeller Sr.", beretter forfatteren Ron Chernow indgående om Frederick Gates, der i 1890'erne blev ansat til at styre oliemagnatens private investeringer og forvalte Rockefeller-familiens formue. Desuden havde Frederick Gates ansvaret for den økonomiske side af John D. Rockefeller Sr.s filantropiske aktiviteter.

I dag har stadig flere af personerne på Forbes' liste over verdens milliardærer etableret familiekontorer, hvor en lille stab håndterer formueforvaltningen.

De store linjer lægges fremdeles af formuens ejer, men den løbende overvågning og risikoafdækning styres af familiekontoret ud fra de fastlagte retningslinjer.

Til forskel fra banker med speciale i privat formueforvaltning kan familiekontoret aldrig komme under beskydning for at varetage andre interesser end formueejerens.

Når nogle af verdens største banker og investeringsbanker i disse timer på årets sidste dag overvejer, om de skal løfte endnu en stak nødlidende subprimepapirer over på tabskontoen, hænger det ikke mindst sammen med, at de for få år siden solgte disse højt forrentede obligationslignende værdipapirer til nogle af deres mest velhavende kunder på løfter om højt afkast med sikkerhed i fast ejendom.

Ret beset skulle velhaverne i disse nedsmeltningstider på det amerikanske boligmarked bære tabene på deres investeringer i disse subprimepapirer, men det sker næppe. Hvis bankerne lader velhaverne bære tabet, vil de opleve en kundeflugt i den økonomiske sværvægtsklasse, fulgt op af sagsanlæg og mange års bittert retsopgør. I stedet vælger de at tage tabet på bankens kassebøger, holde de velhavende kunder skadesløse og få subprimeskandalen ud af verden så hurtigt, som balancen kan bære det.

Familiekontoret ville næppe af egen drift have placeret store midler i subprimepapirer, hvis ikke det netop var, fordi disse værdipapirer var udstedt af nogle af verdens største banker og forsynet med nærmest pletfri karakterbøger fra kreditvurderingsforetagender som Standard & Poor's. Frygten for at træde nogle familiekontorer over tæerne og antænde en destruktiv rygtestrøm i de kredse, hvor man færdes, gør det let for bankerne at tage tabene.

Spears Wealth Management Survey, et britisk magasin for virkelige velhavere, anslår, at der i USA er op imod 3.000 familiekontorer. Afhængig af definition måske endda 5.000.

Hovedparten forvalter kun én formue, mens nogle også påtager sig formueforvaltning for andre, og de bliver stadig flere på grund af mangelen på kvalificerede familiekontorbestyrere. Formueejere, der har etableret den nødvendige gensidige tillid, etablerer fælles familiekontor med de synergier, som det giver. Samtidig falder også grænsen for, hvornår det kan svare sig at løse entrébillet til den pekuniære del af elitens græsgange.

Direktørerne i disse familiekontorer skal honorere krav, der ikke er at spøge med, og lønninger på tre mio. dollars er ikke sjældne. Tillige accepterer formueejerne bag disse familiekontorer ofte, at direktørerne efter nærmere retningslinjer har lov til at investere sammen med den formue, som de forvalter. Da aktieoptioner og andre frynsegoder af den art ikke er en mulighed, har direktørerne i stedet det incitament, at de kan se deres egen formue vokse i samme takt, som den de er ansat til at forvalte.

Det vigtigste krav til direktøren for et familiekontor er viden om, hvor de bedste eksperter i verden findes inden for de enkelte investeringsområder. De teknologiske fremskridt har betydet, at familiekontorerne kan forvalte formuen anderledes direkte end tidligere. Hvad der tidligere krævede medvirken af erfarne børsmæglere og investeringsrådgivere, kan nu klares fra skrivebordet, og de internetbaserede handelssystemer håndterer en investeringstransaktion på 10 mio. kr. lige så enkelt som en transaktion på 10.000 kr.

Af samme grund bevæger grænsen for, hvornår det kan svare sig at etablere et familiekontor, sig gradvist nedad.

For 10 år siden gik grænsen ved trekvart milliard kroner, men i dag kan det give mening at etablere et familiekontor med formuer på en halv milliard kroner.

Ofte er det folk med årelang erfaring inden for investeringsbankmiljøet, der vælger at blive direktører i familiekontorer, hvorfor New York og London er de primære rekrutteringsterritorier.

I rene ansættelsesforhold har lønnen længe ligget omkring én mio. kr. om året plus fryns, men det stigende antal direktører for familiekontorer, der får ret til at »skygge« familiekontorets investeringer, lander ifølge Spears Wealth Management Survey på det tidobbelte, fordi de kan tage del i investeringer, som deres løn og formue ellers ikke ville give dem adgang til.

Med det gode honorar følger dog også forpligtelser, som traditionelle banker med speciale i privat formueforvaltning slipper for - nemlig at blive en del af de virkelig velhavende familiers ofte særegne problemkomplekser. Det være sig at holde snor i de forkælede børns brug af kreditkort eller andre tiltag, der ikke nødvendigvis gør livstruende indhug i familieformuen, men kan skabe en uønsket opmærksomhed.

Det sidste gør sig især gældende for familier, der har kunnet opbygge deres formue uden at pådrage sig offentlighedens søgelys og for alt i verden vil undgå at gøre det.

Hvem i Danmark ville eksempelvis kende Rory David Fleming, hvis ikke han havde giftet sig med (og nu hævdes på vej til at blive skilt fra) Caroline Iuel-Brockdorff?

Fleming-familien er netop blandt dem, der har etableret et familiekontor med adgang for andre.

I St. James' delen af London - området, der afgrænses af gaderne Picadilly, Lower Regent Street og Pall Mall samt Green Park - er inden for de senere år skudt en del familiekontorer op, der er åbne for at forvalte andre formuer end ejernes.

Navne som: Arundel Iveagh, Kedge, Unigestion, Lord North Street, Fleming Family & Partners, Partners Capital, Sand Aire, Stanhope Capital, AlphaOne Partners, m.fl. dækker alle over familiekontorer, der vil være lydhøre for at pleje andre formuer.

Man behøver dog ikke at ulejlige sig, hvis man ikke er parat med mindst 25 mio. pund, hvilket gør én til en såkaldt HNW(se definitionerne neden for). Det tredobbelte vil øge mulighederne for at blive en del af familiekontoret, og det firdobbelte - 100 mio. pund - vil næsten med sikkerhed skabe den nødvendige interesse. Herefter vil der gå et halvt års tid med detaljerede samtaler, da familiekontoret arbejder ind på formueejeren, dennes forventninger, investeringsetiske præference og risikovilje.

Man skal på forhånd være klar over, at familiekontoret primært forvalter formuen. Selv dem, der lægger 100 mio. pund på bordet til familiekontorets forvaltere, vil ikke kunne få løst alle de småopgaver, som f.eks. en Frederick Gates klarede for John D. Rockefeller Sr.

Her må man henvende sig til såkaldte familie concierge-foretagender som Unicorn i Berkshire uden for London, der er eksperter i at finde lige præcis den yacht, som familien med størst fordel kan chartre til vinterferien i Caribien, eller ved, hvor man finder en tropeø med diskret wellness for velhavere. Ligesom Unicorn kan finde en specialist inden for snart sagt et hvilket som helst felt, hvor velhavere måtte have behov og behag.

Men når det drejer sig om penge, er det familiekontorerne, man henvender sig til.

Som Fleming-familiens kontor Fleming Family & Partners (FF&P) siger på sin hjemmeside:

»FF&P tilbyder sine tjenester fra kontorer i London, Moskva, Zürich, Vaduz og Hong Kong. De forskellige kontorer gør det muligt at vælge netop den investeringsprofil og det skatteklima, man måtte ønske.«

Kan man forlange mere?

Godt nytår.

louiedk@jp.dk

BRANCHENYT
Læs også