Solide plusser på svage jobtal

Investorerne søgte fredag eftermiddag ly blandt de mere sikre fastforrentende papirer, og det danske obligationsmarked lukkede med en solid kursfremgang.

Den amerikanske arbejdsmarkedsrapport skuffede markant fredag eftermiddag, idet jobskabelsen i december var meget lavere end ventet. Det satte for alvor recessionsbekymringerne i gang hos investorerne. Danske Bank havde en trumf i baghånden og ændrede sine renteprognoser på begge sider af Atlanten umiddelbart efter den skuffende præsentation.

Den vigtige amerikanske arbejdsmarkedsrapport for december skuffede, idet jobskabelsen blot lød på 18.000 personer. Ifølge en rundspørge foretaget af Bloomberg News havde analytikerne ventet en jobskabelse på 70.000 personer. Arbejdsløshedsprocenten overraskede også markant, idet den steg til 5,0 pct. i december i forhold til 4,7 pct. måneden forinden. Her havde analytikerne blot ventet en stigning til 4,8 pct.

Reaktionerne hos de største danske finanshuse var lidt forskellige. Nordea Markets var på forkant med den skuffende jobskabelse, hvorfor tallet ikke får banken til at ændre på sine prognoser for pengepolitikken. Hos Danske Bank valgte man imidlertid at ændre på sine prognoser for både den amerikanske og den europæiske rente.

»Vi venter nu, at den amerikanske centralbank sænker renten fire gange i år i forhold til tidligere prognose på to rentenedsættelser i år,« udtalte senioranalytiker hos Danske Bank, Peter Lildholdt.

»På denne side af Atlanten venter vi nu, at Den Europæiske Centralbank vil sænke renten med 50 basispoint i år. Det ventes at ske med henholdsvis 25 basispoint på rentemøderne i september og december,« bemærkede senioranalytikeren. Tidligere prognose lød på en uforandret ECB-rente året ud.

RB-Børsen

BRANCHENYT
Læs også