B&O i børsstormvejr

En uventet nedjustering fra Bang & Olufsen får analytikere til at forudse, at også andre danske virksomheder kan blive ramt af afmatning og faldende salg.

Forbrugere i Europa og USA er pludseligt holdt op med at købe stort ind af luksusvarer. Det fastslår Bang & Olufsen, der ser ud til at være ramt af afmatning i verdensøkonomien. Flere producenter af forbrugsgoder kan følge efter.

Den børsnoterede koncern fik onsdag store klø på aktiemarkedet, hvor kursen på fem timer faldt med 28 pct. B&O-aktien blev handlet til den laveste pris de seneste to år. Den voldsomme og negative reaktion skyldes ikke så meget resultatet for de første seks måneder af 2007/08. Indtjeningen er dog kommet under pres i perioden.

Men reaktionen skyldes primært, at Struer-koncernen - til overraskelse for aktieanalytikere - nedjusterer forventningerne til hele regnskabsåret. Det baseres især på, at salget for alvor er faldet de sidste uger af december på hovedmarkederne, og udviklingen er fortsat den første uge af 2008.

Blandt aktieanalytikere tages det som endnu et tegn på, at afmatningen i verdensøkonomien kan slå igennem og nu også rammer danske producenter af forbrugsgoder:

»Der er den seneste tid oplevet en klar negativ trend for detailhandlens salg flere steder i Europa og USA. Derfor er det oplagt, at også B&O rammes af den udvikling,« siger chefdealer Mads Zinck fra Danske Markets.

Han og andre aktieanalytikere peger derfor på, at flere danske virksomheder kan komme med samme melding som B&O, når de skal informere om den aktuelle udvikling.

»B&O laver en dramatisk nedjustering baseret på salget en kort periode. Makroøkonomien spiller ind. Det rammer alle forbrugsrelaterede aktier og især selskaber med afsætning på nedadgående markeder som USA, Storbritannien og andre lande. Det vil præge forventningerne til 2008 hos flere,« mener Kenneth Winther, Capinordic Bank.

Aktieanalytiker Jacob Petersen, Sydbank, fastslår, at B&O er tidligt ude med nedjusteringen:

»Den reaktion kan senere måske blive virkelighed for andre virksomheder, der gennem en længere periode har været vant til pæn vækst i efterspørgslen på de fleste markeder. B&O's nuværende trend ses, når vi ryger ind en periode med afmatning, og tingene ikke kører så hurtigt, som selskaberne er vant til,« mener Jacob Pedersen, Sydbank. Han fortsætter:

»Når vi får 2008-forventninger fra flere selskaber, vil de gå frem med forholdsvis forsigtige skridt. Især hvis deres udvikling i december og januar er, som B&O beskriver.«


..

BRANCHENYT
Læs også