Aktienedtur kan ramme medierne

Den globale aktienedtur har endnu ikke påvirket det danske mediemarked. Foreløbig har annoncørerne is i maven. Alligevel forudser mediebureauer, at en nedtur kan være på vej.

Den finansielle krise på det globale aktiemarked påvirker endnu ikke de danske annoncørers lyst til at reklamere for deres produkter.

Så vidt den gode nyhed.

For selv om det lige nu fortsat går godt med annonceindtægterne på det danske mediemarked, så kan nedturen også hurtigt ramme de danske aviser, tv-stationer, radiokanaler og internetmedierne. De danske mediebureauer følger derfor udviklingen på aktiemarkederne intenst.

»Vi er en af de brancher, som hurtigst mærker den økonomiske nedtur. For et af de steder, hvor virksomhederne i nedgangstider sparer først, er på annonceomkostningerne. Lige nu virker det dog som om, at de danske virksomhedsledere har is i maven,» siger adm. direktør Mads Bredal, mediebureauet Carat.

Også mediemanagementkonsulenterne fra Mediaid, der bl.a. arbejder for JP/Politikens Hus og SBS-koncernen, er yderst opmærksomme på den aktuelle økonomiske situation:

»Lige nu tager alle annoncører bestik af situationen, og markedet forventer lige nu en lille afmatning. Men hvis dette viser sig at være fundamental nedtur, vil det ramme det danske mediemarked betydeligt. Går vi ligefrem ind i en recession, så kommer billedet til at se anderledes sort ud for den danske mediebranche,« påpeger Mediaid-grundlægger Steen Christiansen, som samtidig peger på, at mediemarkedets forventninger til 2008 er for høje.

For godt nok har annoncemarkederne oplevet vækstrater i de senere år på op til 10 pct. Annoncemarkedet voksede i 2007 med 7,2 pct. Men væksten bliver ikke ved:

»Lige nu tyder det på, at første halvdel af året godt kan ende lige så positivt, som det var tilfældet i 2007. Omvendt kan det sidste halvår af 2008 godt blive mere fladt. Vi regner derfor stadig med, at annoncemarkedet i år vil vokse med 4-5 pct.,« siger Mads Bredal, Carat.

Helt anderledes ser forventningen ud for 2009. Her forventer Carat lige nu såkaldt nulvækst.

»Det skyldes, at den nuværende økonomiske uro vil fortsætte nogle måneder endnu. Og hvis den fortsætter til langt hen i 2008, vil det også påvirke annoncørernes budgettal for 2009. Dermed vil de ikke planlægge så mange annoncer, som det er tilfældet for i år,« siger Mads Bredal, Carat.

Mads Bredal mener, at den nuværende situation er helt unik: På den ene side står Danmark på toppen af en højkonjunktur. På den anden side har krisen i den amerikanske økonomi sendt kurserne på alverdens virksomhedsaktier ud i alvorlige nedture i årets første fem uger.

»Den cocktail har det danske mediemarked ikke prøvet før, så derfor er situationen lige nu meget speciel på vores markedet,« siger Mads Bredal, Carat.

..

Hvis du allerede har adgang
BRANCHENYT
Læs også